Kontakt os






 

Kendte danskere på opdagelse i egen slægt
Tirsdag 31. august 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I programrækken 'Ved du, hvem du er?', som har premiere den 15. september kl. 20 på DR1, drager seks kendte danskere på overraskende rejser tilbage i deres slægter. De seks kendte er Peter Mygind, Alberte Winding (foto), Nikolai Coster-Waldau, Anne Marie Helger og Puk Elgård.


De opklarer dystre familiehemmeligheder og afslører deres forfædres voldsomme skæbner. Men de opdager også menneskelige bånd og arvelige træk, der på godt og ondt binder slægtens medlemmer sammen på tværs af årtier og århundreder, skriver DR i en pressemeddelelse.

Rejsen bringer de seks kendte danskere gennem danmarkshistorien og verdenshistorien - samt om på den anden side af jordkloden i jagten på at finde ud af, hvem de selv er - ved bedre at forstå, hvor de kommer fra. De slægtshistoriske rejser fører i programmerne de kendte ud af Danmark, gennem Europa og så langt som til De Vestindiske Øer, Fjernøsten, Rusland og Sydamerika.

Undervejs får de kendte kyndig hjælp af kompetente eksperter - fra historikere og museumsfolk til slægtsforskere og psykiatere.

Skuespilleren Peter Mygind finder for eksempel en slægt fuld af viljestærke mennesker. Én byggede Danmarks første bil, længe før tiden overhovedet var moden til den, en anden blev familiens sorte får og endte på et sindssygehospital. En tredje var eventyrer, søfarer og fredsstifter, men betalte en høj pris for sin udlængsel og eventyrlyst i form af livslang ulykkelig kærlighed.

Også sangeren Alberte Winding kommer på en handlingsmættet rejse tilbage i sin families historie. Hun er ikke bare datter af den elskede tv-stemme og forfatter Thomas Winding - hun er også oldebarn af maleren Paul Gauguin, og er vokset op med fantastiske slægtshistorier om inka-prinsesser, spanske erobrere og vilde kunstnere. I jagten på at opklare sin families blodige fortid rejser hun til Frankrig og Andesbjergene i Sydamerika, for at finde et mere fuldstændigt slægtsfundament at stå på, som hun siger.

"Jeg står oprejst nu, fordi jeg har fået en helt reel familieforklaring. Min slægt har været imponerende på den måde, at de har brændt virkelig meget for deres virke og deres kunst og politiske engagement, men de har også brændt broerne til deres børn hele vejen," siger Alberte Winding om rejsen tilbage i slægtskrøniken, og tilføjer med et lille smil: "Det virker som om vi bliver dårligere og dårligere kunstnere i familien - men bedre og bedre forældre… og det skal man tage som noget særlig fint!"

Livsstilsredaktør Birdie Bjerregaard glæder sig til at præsentere seerne for 'Ved du, hvem du er?':

"Jeg synes det er seks dybt fascinerende og medrivende programmer, ikke mindst fordi de medvirkende kendte alle er draget ud på disse ofte dramatiske og personlige rejser i tid og rum med så stor åbenhed. Programmerne illustrerer, at den nære historie er vigtig - at historie ud over korstog og verdenskrige i høj grad også er historien om os selv og vores slægt, og at det aldrig er for sent at finde og forstå sin families historie, for derigennem at kende og forstå sig selv bedre.

Man kan læse mere om programmet på www.dr.dk/hvem - og her kan man desuden få hjælp til selv at komme i gang med at forske i sin egen slægt og dens historie, såvel via nettet, hvor slægtsforskning er blevet en del nemmere takket være elektronisk adgang til statens arkiver, som gennem velafprøvede 'gammeldags' metoder som f.eks. besøg på rigsarkivet.


Foto: Sangeren Alberte Winding er oldebarn af maleren Paul Gauguin. Hun er vokset op med fantastiske slægtshistorier om inka-prinsesser, spanske erobrere og vilde kunstnere. (Fotograf: Carsten Overbye, DR)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002