Kontakt os






 

Det lille "g" der forsvandt
Torsdag 17. juli 2008
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Sommertid og genudsendelser på tv hører uløseligt sammen. Men for seerne er det ikke altid til at se, om der er tale om en genudsendelse. Det lille "g" i programoversigterne, som de fleste af os forbinder med "genudsendelse", er forsvundet.
Men hvor er det lille "g" forsvundet hen - og hvorfor?

Ritzaus Medieservice, der samler og redigerer programoversigter fra cirka 70 danske og udenlandske tv-stationer for derefter at sælge dem til aviserne, kan give en del af svaret.

Radio- og tv-medarbejder ved Ritzaus Medieservice Lasse Petersen siger til Fyens Stiftstidende/DagbladenesBureau: "Når vi modtager programoversigterne fra tv-stationerne, er "g'erne" allerede væk. Som en service til tv-seerne tilføjer vi så et "g" til titlen på de udsendelser, der har været vist inden for en måned på samme kanal. Resten blander vi os ikke i."

Fra TV 2 lyder det, at man rent databasemæssigt ikke kan håndtere, at der tilføjes et "g" for at markere genudsendelse. Redaktør på TV 2 Kommunikation Michael Hansen forklarer, at hvert program har ét, unikt produktionsnummer - og fortsætter: "Det betyder, at hvis vi gik ind og gav udsendelsen et "g", ville det være en del af programtitlen for altid. Derfor gør vi det ikke."

Michael Hansen tilføjer dog, at man på programoversigterne på tekst-tv skriver "reprise" ved genudsendelserne, men det skal man gøre manuelt, så man gør det kun for udsendelserne i den bedste sendetid.

I stedet for det korte "g" i programoversigterne bruger DR at skrive "sendt første gang" efterfulgt af datoen. Men det fylder så meget, at det bliver helt sorteret fra af Ritzaus Medieservice.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002