Kontakt os






 

DR-aktie i en stribe priser ved MCA Awards
Mandag 6. februar 2006
Af Karsten Jensen
 
Specielt DR Undervisning gjorde en god figur, da der lørdag i TV-Byen blev uddelt såkaldte MCA Awards 2006 til bedste danske produktioner.
Bag prisfesten står MCA Danmark eller Media Communications Association, som er en forening for alle, der beskæftiger sig professionelt med tv-, video-, film- og multimediekommunikation.

DR Undervisning fik guld for 'årets bedste undervisningsprogram' for udsendelsen 'Lån mit arbejdsliv'. Den er en del af den store serie i 30 afsnit om 'Arbejdsliv', som i disse uger vises på såvel DR1 som DR2. I vinderprogrammet, der er tilrettelagt af Troels Jørgensen og Mette Munk Bergqvist, og som Niels Hagen Rasmussen har været redaktør på, kan seerne følge, hvad der sker, når chef og medarbejder bytter job i tre dage. I det konkrete tilfælde trækker salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour i Dan Lillelunds guideuniform på Tenerife - og omvendt.

Årets bedste fotografering blev også - ifølge MCA - begået i et program fra DR Undervisning. Prisen gik til Jens Pedersen for programmet 'Cigarbyen', der samtidig også sikrede sig sølv i kategorien 'bedste undervisningsprogram'. Udsendelsen er optaget på den gamle tobaksfabrik i Estilí i Nicaragua, hvor medarbejderne nok laver store, flotte cigarer, men hvor produktionen af tobak også er livsfarlig. 'Cigarbyen' følger arbejdernes kamp for at forholdene kan blive bedre.

DR Undervisning fik ligeledes sølv for netstedet til interviewserien 'De skrev historie', som Ingrid Bugge har været hovedansvarlig for, og sølv for programmet 'Drengehjemmet' i kategorien 'Bedste dokumentar'. Udsendelsen om børnehjemmet i Godhavn var tilrettelagt af Rikke Skov og havde Thorkild Nyholm som redaktør.

Hæderen som 'årets bedste dokumentar' ved MCA Awards gik til 'Karen Blixen - en fantastisk skæbne', som Marcus Mandal og Anna von Lowzow fra Nordisk Film har produceret for DR1. Det var den første danske pris til dokumentaren om forfatterinden, som tidligere har høstet fem priser i USA.

Den største af alle priserne - MCA Grand Prix 2006 - har DR også en aktie i. Hæderen gik til Ole Roos' film 'At skrive eller dø' om den nu afdøde forfatter Henrik Stangerup. Filmen, der havde premiere i biograferne i slutningen af januar, er produceret af Jensen & Kompagni A/S for DR2 og Det Danske Filminstitut. Samtidig fik Kristian Roos prisen for 'årets bedste redigering/klip' i 'At skrive eller dø'.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002