Kontakt os






 

Kim Ardal nordisk direktør i Zodiak Television
Torsdag 21. februar 2008
Af Karsten Jensen
 
Kim Ardal er udnævnt til nordisk direktør (vice president, Nordic) i Zodiak Television AB. Med den nye stilling følger det overordnede ansvar for Zodiaks tv-aktiviteter i Sverige, Danmark, Norge og Finland.

I Danmark driver Zodiak tv-produktionsselskabet Mastiff og comedy- og dramaselskabet Social Club. Kim Ardal er i dag administrerende direktør i begge selskaber og fortsætter i disse stillinger.

”Kim har på mindre end to år gjort Mastiff til Danmarks førende produktionsselskab indenfor underholdning og reality. Samtidig har han etableret Social Club, som allerede producerer serier til alle de store tv-stationer. Jeg er sikker på, at Kim er den rette til at stå i spidsen for Zodiaks nordiske tv-aktiviteter,” fortæller Patrick Svensk, koncernchef i Zodiak Television AB.

Kim Ardal, 36, er tidligere programchef på Metronome og Blu, hvor han stod bag produktionen af tv-programmer som 'Hvem vil være millionær?', 'Popstars', 'Fra Skrot til Slot', 'Rent Hjem' mv.

I 2005 stiftede han produktionsselskabet Look Entertainment, som i foråret 2006 blev solgt til svenske Zodiak Television, der på dette tidspunkt allerede ejede produktionsselskaberne Mastiff Media og Jarowskij i Danmark. Kim Ardal blev indsat som direktør i de tre virksomheder, der siden er blevet samlet i produktionsselskabet Mastiff A/S.

Mastiff står bag udviklingen af de internationale tv-succeser ’Den Store Klassefest’, ’Venner for Livet’ og ’Den 6. Sans’, ligesom selskabet producerer populære programmer som ’Vild med Dans’, ’Paradise Hotel’, ’Magi i Luften’, ’Hit med Sangen’, ’Er Du Klogere End En 10-Årig’ og ’Så Det Synger’ (kommer snart på TV 2).

I december 2006 etablerede Kim Ardal datterselskabet Social Club Productions med Mikkel E G Nielsen, Mikael Wulff og Simon Junker som drivende kræfter.

Selskabet producerer drama og comedy til danske tv-stationer som TV3, TV 2 Zulu og DR2 og står bl.a. bag ’Wulffs Magasin’ (DR2), ’Maj & Charlie’ (premiere til efteråret på TV3) og ’De Nøgne’ (kommer snart på TV 2 Zulu).

Desuden er Social Club i samarbejde med Yellow Bird, et andet Zodiak-selskab, i fuld gang med at udvikle Peter Øvig Knudsens anmelderroste bestsellere om Blekingegadebanden til en dramaserie til tv.



Om Zodiak Television

Zodiak Television har leveret historier i levende billeder gennem mere end 25 år.

Zodiak er et af Nordeuropas største tv-produktionsselskaber og hævder selv det er det andet største i Norden. Selskabet har produceret i hundredetusindvis af tv-timer i et stort antal af internationale formater. Foruden produktion i Sverige, Norge, Danmark, Finland, England, USA, Rusland, Polen, Ukraine, Indien, Holland og Belgien har koncernen solgt licencer til tv-rettigheder i omkring 70 lande.

I begyndelsen af 90’erne, da den kommercielle tv blev udviklet i Skandinavien, voksede tre selskaber op med sigte på hvert deres produktionsområde. MTV Production blev stærke på det internationale underholdningsformat og de såkaldte ’sitcoms’, Mastiff (tidl. Wegelius) blev stærke på studieproduktions-området og Jarowskij blev den stærke spiller indenfor drama, komedie og reality. I løbet af 2003-2005 blev disse selskaber samlet i ét.

I slutningen af 1990’erne begyndte arbejdet med at samle format, rettigheder og færdige tv-programmer i et rettighedsselskab med henblik på international lancering. På meget kort tid blev Zodiak Television World etableret.

Zodiak Television også drevet små og store selskaber indenfor samme koncern med erhvervelsen af bl.a. Mastiff, Jarowskij, T&T Broadcasters, Look Entertainment, Diverse og Kanakna.

Zodiak er i dag en stadig voksende, full service leverandør indenfor bevægelige billeder til tv-selskaber i Norden. Zodiak arbejder på at levere endnu flere store formater internationalt.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002