Kontakt os






 

DR’s ’Pigerne mod drengene’ får ny vært
Mandag 25. august 2008
Af Karsten Jensen
 
Ungdomsredaktionens koncept ’Pigerne mod drengene’ er tilbage på DR med en ny vært og et program, der går endnu tættere på ungdommens kærlighedsliv med nære historier, overraskende statistikker og tåkrummende afsløringer.

”Jeg har været så desperat forelsket i én, at jeg samlede jorden fra hans sko op og puttede det i en lille æske, så jeg kunne have ham tæt på mig hele tiden! Jeg har også engang afbrudt en jordomrejse før tid, fordi jeg savnede min kæreste derhjemme. Nå ja - og så har jeg da også lige lagt en flyder i toilettet og glemt at skylle ud hjemme hos ham, jeg var vild med!”

Det afslører programmets ny vært Nanna Schultz, som i øvrigt også har masser af andre uheldige, kiksede, søde eller sjove kærlighedshistorier i bagagen.

Nanna Schultz styrer den ugentlige kærlighedsquiz på DR1, hvor deltagerne fra en gymnasieklasse skal gætte hinandens (hemmelige) kærlighedshistorier. Og i den nye sæson er der for alvor fokus på klassen. For eksempel i den runde der hedder 'Sandhedens Time', hvor klassen skal gætte følgende om sig selv: Hvor mange har været vilde med en lærer? Hvor mange er jomfruer? Og hvor mange af pigerne prøver at gøre deres bryster større med push up bh’er? Klassen lærer for alvor hinanden (og sig selv!) at kende, og seeren kan spejle sig i jævnaldrendes kærlighedsliv og åndet lettet op over, at han eller hun ikke er den eneste, der ikke altid er 100 pct. sej.

Redaktionschef Bjarke Ahlstrand er stolt af programformatet ’Pigerne mod drengene’ og uddyber:

”Vi viser helt almindelige unge, som får lov til at fortælle deres egne historier. Det er hverken overretoucherede reality tv-deltagere eller unge mødre fra laveste socialklasse, men helt almindelige gymnasie-unge fra Rødovre, Ribe og Rungsted, som ligner resten af Danmarks unge.”

Ungeredaktør i DR Medier Bo Kousgaard supplerer:

”Der snakkes meget om at møde målgruppen i øjenhøjde, og det gør vi her, fordi programmet bygges op om de unges egne historier. ’Pigerne mod drengene’ er et aktuelt billede af unges kærlighedsliv anno 2008 - uden løftede pegefingre. Og her er både plads til snak om hed sex, romantisk kærlighed, og kiksede scoringer - for det er virkeligheden for de unge.

’Pigerne mod drengene’ sendes lørdag kl. 13 på DR1 - første gang 13. september - og genudsendes på samme kanal onsdag kl. 16.



Foto: Rene Johannsen, DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002