Kontakt os






 

TV 2 News hædret med Berlingskes Journalistpris
Torsdag 7. januar 2010
Af Karsten Jensen
 
En af dansk presses største og mest prestige- fyldte hæderspriser, Berlingske Fonds Journalistpris, er i dag tildelt TV 2 News. 100.000 kr., blev overrakt til TV 2's nyhedschef, Michael Dyrby og blev givet fordi News ”har skabt et nyt dansk nyhedsmedie, hvor den hurtige nyhedsfor- midling kombineres med den nødvendige nyheds- forklaring”.
Redaktør Lasse Jensen sagde på vegne af priskomiteen, at TV 2 News får prisen for den udvikling, som kanalen har gennemført siden premieren i december 2006, hvor tanken om en 24-timers-nyhedskanal blev mødt af en betydelig skepsis.

”I dag er News blevet en uundværlig bestanddel af den professionelle nyhedsbrugers hverdag. Fordi ambitionen tydeligvis har ændret sig. Nu er det ikke kun en skrigende nyhedsbaby, der fodres. Faktisk er kanalen også det sted, hvor nyhederne forklares og debatteres af aktørerne selv samt af tilkaldte eksperter og kommentatorer,” sagde Lasse Jensen ved prisoverrækkelsen og fortsatte:

”Det er ikke hver dag – eller hvert år – at et helt nyt journalistisk medie ser dagens lys i Danmark. Når det sker - og opfindelsen oven i købet viser sig både journalistisk, seertalsmæssigt og økonomisk bæredygtig – er der noget at fejre. TV 2 News får den Berlingske Fonds Journalistpris, fordi kanalen ved at forny sig selv har skabt et nyt dansk nyhedsmedie, hvor den hurtige nyhedsformidling kombineres med den nødvendige nyhedsforklaring.”

TV 2s programdirektør, Palle Strøm, glæder sig over prisen til TV 2 News.

”Jeg er pavestolt over TV 2 News og vores nyhedsafdeling. News har ændret mediebilledet i Danmark og har inden for det seneste år udviklet sig fra at være først til også at være dybest. Det er på TV 2 News, man kan få de bedste analyser, de klogeste perspektiveringer og de seneste udviklinger. Det er her, meningsdannere mødes. Det skyldes en fantastisk pionérånd blandt medarbejderne, benhårdt arbejde og begavet nyhedsledelse,” siger Palle Strøm i en kommentar.


Nyhedschef Michael Dyrby (foto) takkede for prisen og gav roserne videre til mange involverede og engagerede medarbejdere på TV 2:

”Der er mange at takke – ikke mindst medarbejderne på News og TV 2 Nyhederne. De er dedikerede og jubler sikkert nu – både for prisen og fordi det er en nyhed, de kan sende videre. Alle på TV 2 har en andel i denne pris. Alle afdelinger – alle ansatte har på et eller andet tidspunkt været involveret i dette projekt og givet både deres hjerte og ikke mindst deres hjerne til os,” sagde Michael Dyrby, som sagde, at News-folkene lærte af de fejl, som blev begået i starten.

”Vi havde tænkt det forkert i indledningen. Vi troede, vi skulle lave alt – lidt af hvert som nyhedsudsendelser på en stor kanal som TV 2. Vi ændrede alt efter kort tid – vi besluttede os for at koncentrere os om få ting, som vi ville være mestre i. Politik, finans og det afgørende for en nyhedskanal, breaking news, som det også er kommet til at hedde i Danmark, sagde Michael Dyrby.


Tidligere modtagere
Den Berlingske Fond uddeler hvert år i begyndelsen af januar to priser:
1) Berlingskes Hæderspris, der i år tilfaldt tidligere statsminister og nuværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, samt
2) Berlingskes Journalistpris. Prisuddelingerne er en del af den årlige markering af Berlingskes første udgivelse 3. januar 1749.

Blandt de tidligere modtagere af Berlingskes Journalistpris kan nævnes TV 2’s fhv. sportschef Morten Stig Christensen, redaktørerne Niels Nørlund, Vibeke Sperling, Jørgen Flindt Pedersen og Erik Bjerager, journalist og forfatter Jan Stage, udenrigskorrespondent Ulla Terkelsen, fagbladet Journalisten, avisen Weekendavisen samt journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002