Kontakt os






 

Anja Hauberg bliver ny redaktør på DR K
Onsdag 7. september 2016
Af Redaktionen
 
Anja Hauberg, der i dag er redaktør i DR Historie og Tro og som har stået bag en række af DR K’s programmer de seneste år, bliver ny redaktør på DR K fra den 1. oktober. Her skal hun - sammen med kanalredaktør Flemming Hedegaard – sætte programmer og serier i gang til kanalen, ligesom Anja Hauberg skal være med til at udvikle strategien for DR K i de kommende år.

Anja Hauberg er ikke ubekendt med DR K-stoffet, for hun har selv været redaktør i DR Historie og Tro for en række af udsendelserne på kanalen de senere år. Hun har bl.a. været redaktør for succeser som 'Mig og 70’erne', 'Rejsen til slagmarken' om Første Verdenskrigs store slag, 'Skrækkens rædsler' om 150-året for indførelsen af straffeloven i Danmark og programserien 'Dansktoppen: Hadet og elsket', som DR K sendte tidligere på året.

"Det er med stor glæde, at Anja har sagt ja til at starte på DR K. Med Anja får vi en redaktør, der med stor tv-erfaring og et blik for den gode idé skal bidrage til den fortsatte positive udvikling af DR K," siger kanalredaktør Flemming Hedegaard.


Glæder sig til at løfte blikket

Anja Hauberg, der er 43 år, er uddannet fra Ravensbourne College of Design & Communication i London fra 1994-96, og hun har arbejdet som redaktør i DR de seneste tre år. Tidligere har hun været tilrettelægger, instruktør og redaktionschef hos produktionsselskaber som STV, Koncern, Fjernsynsfabrikken og Metronome, ligesom Anja Hauberg også var ansat flere år i DRs B&U-afdeling.

"Jeg har lavet tv i mange år og haft forskellige roller – de seneste år som producent. Nu er jeg nysgerrig efter at løfte blikket lidt og være med til at lægge det puslespil, der samlet bliver til kanalen DR K. Jeg glæder mig til at være med til at kigge frem og være med til at beslutte, hvordan DR K skal være fremover," siger Anja Haulberg.

Anja Hauberg tager over efter Thore Vonsek, der for nylig blev redaktør på TV 2 Fri.


Foto: Redaktør Anja Hauberg (Fotograf: Stine Heilmann)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002