Kontakt os






 

DR2-serie om 'ufrivillige' fædre
Tirsdag 26. januar 2016
Af Redaktionen
 
Hvert år oplever en række mænd, at de bliver far mod deres vilje og efterfølgende bliver tvunget til at betale tusindvis af kroner til moderen. Anne Sophia Hermansen møder Jon og to andre ufrivillige fædre i DR2-serien 'Ufrivillig far'. Første afsnit mandag den 1. februar.
Der er mange ting i spil, når et engangsknald eller en kort affære pludselig resulterer i en graviditet, skriver DR i en pressemeddelelse.

Hvem har egentlig ret til at bestemme om graviditeten skal gennemføres? Er det kun kvindens beslutning, eller burde manden også have noget at sige? Er der kvinder, der snyder med præventionen for at blive gravide – selvom de ved, at manden ikke vil have et barn? Kan det være rigtigt, at man som biologisk far til et barn, man aldrig har ønsket at få, kan tvinges til at betale tusindvis af kroner til moderen og barnet uden overhovedet at have indflydelse på barnets liv og hverdag? Og hvad gør det egentlig ved en mand at blive tvunget ind i et faderskab?

Det er nogle af de spørgsmål, programserien 'Ufrivillig far' sætter fokus på.


Den juridiske abort

"Man bliver bare en sæddonor. Man føler det som om det er et massivt overgreb. Og jeg synes det er meget urimeligt, at jeg ikke har fået et valg. Hvis kvinden har et valg, skal manden så ikke også have det? Ellers er det jo ikke ligestilling", siger Jon, der medvirker i 'Ufrivillig far'.

I serien undersøger Anne Sophia Hermansen, hvor udbredt problemet egentlig er og spørger samtidig, om det ikke burde være muligt for en mand at vælge faderskabet fra, hvis han ikke ønsker at være far – altså få en såkaldt 'juridisk abort'. Er det i virkeligheden et brist i ligestillingen, at kvinder kan vælge en abort, hvis de bliver uønsket gravide, men mænd ingen muligheder har?

En undersøgelse fra 2014 viser, at syv uf ad 10 danskere mener, at man netop bør indføre den 'juridiske abort' – men hvad siger mændene selv, nu hvor de rent faktisk er blevet fædre?


Sæddonor og hæveautomat

Noget af det, der går igen i de tre historier, er følelsen af at blive sat uden for indflydelse.

Mændene bliver som minimum pålagt at påtage sig et økonomisk ansvar og afhængig af, hvor i verden moderen befinder sig, kan beløbet variere meget. I Danmark er fædrene sikret et minimum af samvær med barnet, hvis de ønsker det, men det betyder ikke nødvendigvis, at de har nogen reel indflydelse på barnets hverdag.

Men økonomien er ikke det eneste, der kommer under pres, når man bliver ufrivillig far. I serien taler Anne Sophia Hermansen med bl.a. chefpsykolog Svend Åge Madsen, der fortæller om, hvad der sker psykisk, når man i dén grad bliver sat uden for indflydelse i sit eget liv, som mændene føler de gør.

"Jeg var udsendt til Afghanistan. Der blev jeg skudt på, kørte på vejsidebomber og slæbte rundt på lig. Men når jeg tænker over det, så er det at blive uforudset far og blive sagsøgt for at få mere i børnebidrag, mens jeg var studerende, uden egentlig at blive spurgt om jeg ville betale først, og nu hvor jeg ikke har set min datter i to år på grund af det – det har været hårdere end at være udsendt til Helmand," fortæller Jon.

Første afsnit af 'Ufrivillig far' sendes på DR2 mandag den 1. februar klokken 21.30.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002