Kontakt os






 

TV 2 Øst nedlægger redaktion i Holbæk
Torsdag 6. oktober 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det er mere end 10 års historisk mediesamarbejde mellem konkurrenterne TV 2 og DR, der lægges i graven, når TV 2 Øst i begyndelsen af 2012 lukker sin lokale redaktion i Holbæk og flytter medarbejderne til den regionale tv-stations hovedredaktion i Vordingborg.

TV 2 Øst og DR Sjælland har siden årtusindeskiftet delt redaktionslokaler i et tidligere pakhus med fælles port til Holbæks hovedstrøg Ahlgade. Men nu er samarbejdet iflg. Nordvestnyt snart slut.

Det er ikke første gang, at TV 2 Østs Holbæk-redaktion er søgt lukket. Tidligere TV 2 Øst-journalist Jan Løve fortæller til Nordvestnyt, at ledelsen i Vordingborg også for 5-6 år siden prøvede "at tage kvælertag på Holbæks lille redaktion". Men bestyrelsen sagde nej.

Jan Løve venter, at lukningen af Holbæk-redaktionen betyder, at Nordvestsjælland bliver endnu mindre synlig i TV 2 .

"Tv-seerne i Nordvestsjælland vil uden tvivl mærke en forskel, hvis TV 2 Øst ikke længere skal have en redaktion på egnen, men blot sætter journalisterne i Vordingborg til at sakse endnu flere nyheder fra de nordvestsjællandske aviser. Nordvestsjælland bliver efter min mening en fattigere egn," siger Jan Løve.

TV 2 Øst-direktør Vagn Petersen afviser denne frygt og garanterer, at stationens dækning vil forblive usvækket

Vagn Petersen forklarer lukningen i Holbæk med, at den digitale udvikling har overflødiggjort redaktionen, fordi medarbejderne kan sende mobilt. Desuden står TV 2 Øst overfor store investeringer i ny HD-teknologi, som han ikke mener, det vil være forsvarligt overfor licensbetalerne at investere to steder.

Det er dog ikke kun investeringen i ny teknologi der nødvendiggør lukningen. Bestyrelsesformand Jørgen Hvidtfelt siger til Nordvestnyt: "Fra den 12. januar næste år skal vi også sende næsten 24 timer i døgnet på TV 2's nye, landsdækkende regionale kanal med et stort set uændret budget. Derfor er vi nødt til at kigge nøje på alle udgifte."



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002