Kontakt os






 

Lokale græsrodsvinduer fordelt
Torsdag 23. november 2006
Af Eric Larsen
 
Radio- og tv-nævnet har uddelt de lokale sendetilladelser til græsrods-tv, der skal gælde fra nytår og frem til 2009. Der er tale om både ansøgninger til 'græsrods-vinduerne' på det kommende SBS-net, og til de ledige timer på DR2-frekvenserne. På flere frekvenser, hvor man hidtil har haft græsrods-tv døgnet rundt, tvinges de lokale kræfter fremover til kun at måtte sende i formiddagstimerne 9-12. Dette kunne ses i ansøgerfeltet, idet flere steder i landet var præget af opgivenhed med tilhørende frafald af etablerede stationer.
I København var der intet mindre end 57 ansøgninger om sendetilladelse til ch.23, den eneste tilbageværende frekvens reserveret til græsrods-tv. Dette ansøgerfelt gennemgås separat. Der var ingen ansøgninger til græsrods-vinduet på ch. 60 eller til DR2-senderen i Gladsaxe.

Det var der derimod til DR2-senderen i Frederiksværk: Fjord TV-stationerne, TV Nordkysten og TV Skævinge må sende tilsammen 59 timer om ugen, når DR2 ikke selv sender. DR2-senderen i Hillerød var ingen interesseret i.

I Helsingør har man hidtil været vant til græsrods-tv døgnet rundt på den lokale frekvens. Denne stærke tradition blev grundlagt med TV Ophelia helt tilbage i 1990. Men det er slut fra nytår, og derfor afspejlede ansøgerfeltet en stor opgivenhed blandt de lokale kræfter. Kun HTV (www.kanal56.dk ), TV7 (www.tv7.dk ) og den nye Krogerup TV (www.krogerup.dk ) har lyst til formiddagssendetid, og de kan fremover dele de 21 timer imellem sig.

I Roskilde har de eksisterende stationer i sendesamvirke www.kanal55.dk virkelig strittet imod, at deres 'arvesølv', frekvensen ch. 55 som siden midten af 80’erne har lagt æterbølger til så forskellige stationer som Vest TV, TV Sjælland, Kanal 3 m.fl., skulle overtages ”ganske gratis” af det landsdækkende SBS-netværk. Men ingen protester hjalp, så de 3 eksisterende stationer, Kanal Roskilde, UTV Roskilde og Roskilde Lokal-TV må dele 21 formiddagstimer mellem sig fra nytår. Der var ellers flere kreative ansøgninger om buddet fra Roskilde-egnen for at vise, at man havde brug for ekstra sendetid, som Ny Roskilde Lokal-TV og UTV Universitets-TV. Desuden forsøgte Kanal Roskilde også at få sendetilladelse på den Københavnske frekvens ch. 23.

På det øvrige Sjælland var der ingen ansøgninger til frekvenserne i Holbæk-Ringsted-Vordingborg, ej heller til DR2-senderne i Kalundborg, Køge og evt. Stege. I Næstved kan man derimod glæde sig til den nye Åben-TV Næstved og i Slagelse til den ligeledes nye TV Glad Sjælland.

På Lolland-Falster var der kun ansøgning fra Holeby Lokal-TV. På deres egen frekvens, hvor de i 15 år har kunnet boltre sig i aftensendetid, vil de fremover være henvist til 18 formiddagstimer pr. uge.

På Bornholm kan TV Glad Bornholm nu endelig få sin egen sendetid. Men kun på DR2-senderen i Neksø, ikke fra Rønne.

I Odense var det kun 7 af de eksisterende græsrodsstationer, der havde mod på at fortsætte: Front TV, ITV Vollsmose, Odense Ser Rødt, Tema TV, TV-Korup, TVT Odense og UTV Odense. Dog råder ITV, TV-Korup og UTV Odense over sine egne 24-timers kabelfrekvenser. 'Iransk TV' må der vinkes helt farvel til, 'Kirken I Farver' vil satse på at vise sine udsendelser over TV 2 Fyn, mens 'Kanal Fyn' har givet helt op og p.t. udsender 'pausetog' – et modelbanetog, der kører rundt og rundt foran kameraet…

I Middelfart har Middelfart Lokal-TV valgt helt at smide håndklædet i ringen. Fremover satses på modtagelse via kabel-tv. Kun TVT Middelfart søgte om sendetid, og de må fremover sende 6 timer pr. uge.

I Svendborg har TVT Svendborg opgivet, men fremover kan Åben-TV Svendborg sende 3 timer pr. uge.

I Aabenraa og Haderslev havde både UTV Sønderborg og UTV Kolding søgt om sendetilladelse – så var man da også på den sikre side. Desuden var der ansøgning fra Aaben TV Aabenraa/Haderslev. Alle tre fik sendetilladelse, og mon ikke de to UTV-stationer vil kunne finde ud af at samarbejde? Frekvenserne i Fredericia-Kolding-Vejle får UTV Kolding for sig selv med 7,5 timer pr. uge. Endelig var der i Sønderborg kun ansøgning fra UTV Sønderborg, og de råder også over 7,5 time pr. uge fremover.

I Esbjerg-Varde-Vejen havde en del af de eksisterende græsrodsstationer i Esbjerg opgivet på forhånd, da udsigten til kun at måtte sende i formiddagstimerne ikke virkede tillokkende. Af 8 ansøgere har de 7 fået sendetilladelse: Kanal Esbjerg, TV-Alternativ, TV Glad, TV Dengang, TV Varde, Familiekanalen og den nye UTV Esbjerg. Alle har fået tildelt 3 timer pr. uge. UTV har som den eneste søgt om at måtte sende på alle 3 frekvenser, de øvrige vil holde sig til Esbjerg. Overraskende nok foretrækker også TV Varde kun at sende fra Esbjerg – og ikke fra Varde.

I Århus kan 9 ansøgere fremover dele de 21 formiddagstimer imellem sig. Helt ny er City TV, en forening som satellit-kanalen DK4 står bag, ligesom i København. Fra Mediehuset Århus kan MTVS, ANTV og ITV fortsat sende. Ligeledes fortsætter Århus Folkekirkelige TV, TV3 Østjylland, Århus Senior TV, UTV Århus og TV 1’eren. Derimod er det forbi for Aarhus Kanalen, TV77, Århus Åbne TV og Sær TV – ingen af dem havde søgt om forlængelse. Det profiterer UTV og TV 1’eren af, idet de kan se frem til mere sendetid efter nytår.

I Randers erstattes TV-Nær fremover af Åben-TV Randers.

På Samsø var der ansøgninger fra både TV Samsø og Ø-TV. Kun TV Samsø fik sendetilladelse, og så er det i øvrigt slut med udsendelse af DK4 i den ledige sendtid på frekvensen.

Der var ingen ansøgninger om sendetilladelse til lokal-tv i Midt- og Vestjylland.

I Aalborg-Brønderslev-Frederikshavn-Farsø-Hjørring havde begge de eksisterende kristne stationer, Aalborg Folkekirkelige TV og AKTV (Aalborg Kristne TV), søgt om fortsat at måtte sende. Og det må de, tilsammen 5 timer om ugen fremover. Men Aalborg Folkekirkelige TV har tillige fået sendetilladelse på DR2-senderne i Hadsund, Mariager og Thisted.

Der var ingen interesse for DR2-senderne i Silkeborg, Skive, Struer og Viborg.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002