">



Kontakt os






 

TV Avisens nye sendetidspunkt er udtryk for TV Avisens faldende betydning
Tirsdag 4. september 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR havde mandag aften premiere på det, der er blevet markedsført som en "oprustning" og "revitalisering" af DRs gamle, hæderkronede nyhedsflagskib, TV Avisen . Men reelt er både det nye sendetidspunkt og "opgraderingen" af nogle medarbejdere til faste værter og fageksperter udtryk for, at TV Avisens betydning i mange år har været faldende. Det siger professor Stig Hjarvard.

"Jeg er sikker på, at beslutningen [om at flyttet TV Avisens sene sendetidspunkt fra kl. 21 til 21.30. /red.] ikke er truffet efter ønske fra TV Avisens folk, men derimod skyldes DR -ledelsens ønske om at forlænge hovedkanalen DR1' s prime time med en halv time," siger professor i film-og medievidenskab ved Københavns Universitet og ekspert i nyhedsjournalistik på tv, Stig Hjarvard, i dag til Kristeligt Dagblad.

I dag er det ikke længere TV Avisen, der skaffe de bedste seertal til DR1 - men derimod såkaldt 'blød fakta'-programmer som 'Kontant', 'Danmarks skønneste hjem' og det nye debatprogram ''Gør Danmark dansk', - og de får så i stedet det vigtige sendetidspunktet klokken 21.00.


Ny betydning af ordet 'korrespondent'

Den nye udgave af TV Avisen vil i højere grad end hidtil få nogle få, velkendte ansigter, der skal guide seerne igennem døgnets nyheder.

Men den helt store nyskabelse er imidlertid, at fem medarbejdere er udpeget til 'korrespondenter' på de indenlandske stofområder politik, sundhed, retsstof, graver-journalistik samt økonomi og erhverv. Og de er slet ikke 'korrespondenter'.

"Korrespondent er i denne sammenhæng en lidt pudsig betegnelse. Alternativet var vel at kalde dem kommentatorer eller redaktører. Jeg tror, hensigten er at kombinere faglig indsigt med en kendt personlighed for at sende signaler om større tyngde, troværdighed og indsigt," siger Stig Hjarvard videre til Kristeligt Dagblad.

En korrespondent er en medarbejder/journalist , der er fast udstationeret - hvad enten det er en provinsavis med en korrespondent i København eller en københavneravis med en korrespondent i f.eks. New York. Der findes dog også et begreb, der hedder 'flyvende korrespondent'.

En medarbejder, som kortvarigt drager ud for at møde nyhederne ude i landet og verden og derefter vender hjem til redaktionen, er traditionelt ikke en korrespondent, men en reporter.

Det forklarer seniorforsker og mag.art Jette Drachmann Søllinge, der er medredaktør af Den Store Danske Encyklopædi. Hun siger til Kristeligt Dagblad:

"Jeg tror, at den nye brug af ordet hænger sammen med, at korrespondenter altid har været medarbejdere, som ikke stod direkte under redaktionel kontrol og overvågning, men i højere grad selv formulerede og tog ansvar for deres opgave. Det må være denne selvstændighed og ansvarlighed, DR vil slå på."



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002