Kontakt os






 

Græsrodsvinduer reddet: Ny SBS-kanal på TDC Kabel TV
Fredag 8. december 2006
Af Eric Larsen
 
Lokal-tv har p.t. trange kår, idet de såkaldte "græsrodsvinduer" ikke længere distribueres af landets største kabel-tv udbyder, TDC Kabel. Men nu er der håb forude: TDC har netop indgået aftale om distribution af den kommende jordbaserede SBS NET.
Den 1. december forsvandt græsrodsvinduerne fra TDC Kabel, idet det hidtidige rammeprogram, Kanal 4, blev rykket op i "Mellempakken". Kanal 4 bliver en ren satellit-baseret betalingskanal fra årsskiftet, og derfor skiftede TDC til satellit-signalet i forbindelse med kanalomlægningen, der også skulle skaffe plads til TV2 News. Og da lokal-tv ikke længere er beskyttet af "must-carry"-regler, betød det farvel til græsrodsvinduerne på ubestemt tid, idet der ikke var en aftale om distribution af den kommende SBS-kanal, der skal erstatte Kanal 4 på det jordbaserede sendenet til lokal-tv.

Dette fik de at mærke hos TDC’s kundeservice. Både de enkelte græsrodsstationer, og seere der savnede lokal-tv, har klaget i de seneste dage. Og samtidig har der været mange forespørgsler fra science-fiction fans, der har vejret morgenluft efter at SBS NET har annonceret at man sætter en hel aftenflade af hver uge kun til denne genre.

Nu har TDC Kabel så indgået en aftale med SBS om distribution af den nye kanal i Grundpakken. Ifølge produktchef Lars Techen Nielsen er det dog teknisk set ikke så ligetil at skulle udbygge alle anlæg med yderligere én kanal. Derfor vil SBS NET i første omgang blive udsendt på Ekstrakanalen fra 1. januar, og kun i satellit-versionen. I mellemtiden vil den tekniske udbygning finde sted, så ultimo januar skulle man være klar til lokal nedtagning af SBS NET over hele landet.

De lokale græsrodsstationer skulle således atter være at finde på TDC Kabel senest 1. februar. Det bliver dog op til stationerne selv at fortælle potentielle seere, at de atter skal stille deres fjernsyn om for fremover at modtage lokal-tv. TDC udsendte nye kanalnøgler til alle husstande kort før 1. december, og her optræder SBS NET og græsrodsvinduerne af gode grunde ikke. Finder man SBS NET på Ekstrakanalen, vil der dog blive udsendt rulletekster med frekvensinfo ultimo januar.





Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002