Kontakt os






 

153 mio. kr. til at knække cancer
Mandag 27. oktober 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
For tredje år i træk viste danskerne en kolossal opbakning til at hjælpe kræftramte og til at bekæmpe kræft. TV 2's store indsamling kulminerede lørdag aften med et stort show og et resultat på 153 mio. kr.


Knæk Cancer-ugen med oplysning, underholdning og indsamling mod kræft er blevet en fantastisk folkesag, skriver TV 2 i en pressemeddelelse. Aldrig tidligere har så mange været involveret i løbet af ugen, og alt fra flaskesamlere, pudekæmpere og kagebagere med mange flere har rundt om i landet knoklet for at knække cancer og samle penge ind.

Ugens mange aktiviteter og tv-programmer kulminerede lørdag aften med showet 'Knæk Cancer Live' og en samlet indsamling i løbet af ugen på 153.309.504 kroner til Kræftens Bekæmpelse – et rekordbeløb, som igen er endnu højere, end TV 2 og Kræftens Bekæmpelse havde turdet håbe på.

I 2012 skaffede Knæk Cancer 102 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse, og det tal voksede til 144 mio. kr. sidste år. Med årets resultat på 153 mio. kr. har Knæk Cancer igen nået et af de højeste danske indsamlingsbeløb i nyere tid.


Allerede mandag sættes Knæk Cancer-penge i arbejde

"Vi er dybt taknemmelige for den store indsats og støtte til kræftpatienterne, som danskerne igen i år har ydet i Knæk Cancer-kampagnen, og som TV 2 har været med til at formidle. Knæk Cancer er helt tydeligt en folkesag, hvor danskere med både små og store bidrag, virksomheder, foreninger og mange andre igen har vist, at de står sammen i kampen mod kræftsygdomme. Jeg er både opmuntret og beæret over den store opbakning og takker på vegne af kræftpatienter og pårørende til kræftpatienter," siger direktør Leif Vestergaard Pedersen, Kræftens Bekæmpelse, og fortsætter:

"Nu skal millionerne hurtigst muligt bruges til at forbedre kræftindsatsen i Danmark. Allerede i løbet af mandag 27. oktober vil vi give grønt lys til de første forskere, der sidder og venter på at gå i gang. Og der er ingen tvivl om, at resultaterne af forskningsprojekterne vil være med til at forbedre behandlingen og forholdene for kræftpatienterne. En særlig opgave bliver at afdække, hvorfor danske kræftpatienter klarer sig dårligere i forhold til kræftpatienter i Norge og Sverige."

På websitet detgårpengenetil.dk kan man læse om de mange kræftprojekter, som Knæk Cancer allerede har sat i gang, og om dem, som nu får tilført penge fra indsamlingen.


Knæk Cancer gør en forskel

TV 2's programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, glæder sig også over succesen med at gøre Knæk Cancer til en folkesag.

"Knæk Cancer er et af de bedste eksempler på, hvad vi på TV 2 vil med vores programmer og med vores aktiviteter på nettet og på de sociale medier. Det handler om at engagere, og det handler om, at TV 2's programmer skal have relevans for danskerne og gøre os klogere på livet," siger en stolt Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:

"Knæk Cancer er så stort, at eventen i kraft af den imponerende, folkelige opbakning gør en klar forskel for kræftforskningen og for kræftpatienterne i Danmark."


Foto: To af aftenens værter var Cecilie Frøkjær og Mikkel Beha Erichsen, der også er årets Knæk Cancer-ambassadører. (Fotograf: Per Arnesen, TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002