Kontakt os






 

Ny TV 2-dokumentar om mennesker på kanten af samfundet
Onsdag 22. april 2015
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I en ny dokumentarserie går TV 2 gås der tæt på familier på kanten af samfundet og det vises, hvordan livet i Danmark også leves. Serien hedder 'På røven i Nakskov' og har premiere i morgen torsdag den 23. april kl. 20.
Hvordan er et liv på kontanthjælp egentlig? Hvad sker der, når kommunen dømmer ens hus uegnet til menneskebolig, eller når sagsbehandleren vil fjerne ens barn? Hvordan holder man fast i håbet, når mørket sænker sig, og strømmen ryger sig en tur?

Igennem et år har TV 2 fulgt syv familier fra Nakskov og omegn i medgang og modgang, og resultatet er - hvad TV 2 selv kalder den hudløst ærlige dokumentarserie i seks afsnit ’På røven i Nakskov’, der har premiere i morgen torsdag.

Programmet har allerede inden premieren på torsdag fået en del opmærksomhed i medierne, da Facebook-gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’ på bare tre dage har samlet over 20.000 medlemmer som en modaktion mod programmerne. Nogle borgere fra Lolland-Falster er nemlig frustreret over den negative omtale, området og dets borgere ifølge dem altid er udsat for.

Mikkel Dyrting, der er redaktøren bag den nye dokumentarserie, hilser ’Lovestorm’-aktionen og debatten velkommen. Han ser frem til, at debatten også kommer til at dreje sig om det, programmerne egentlig handler om:

"Politikere og magthavere har de seneste år brugt meget tid på at tale om underklassen i Danmark: Alle dem, der er uden for arbejdsmarkedet og er i daglig kontakt med sociale myndigheder. Men de mennesker, det egentlig handler om, er sjældent andet end et tal i en statistik, og vi ønsker at give dem en stemme i debatten og vise deres virkelighed set fra deres perspektiv," siger Mikkel Dyrting og fortsætter:

"Vi har fulgt de syv familier i et år, og jeg tror, at mange danskere vil se et andet Danmark end det, de kender. Vores håb er, at programmet vil sætte gang i en diskussion om, hvorvidt det er okay, at nogen lever sådan i dagens Danmark."

I dokumentarserien 'På røven i Nakskov' møder seerne bl.a. den tidligere lastbilchauffør Kenneth, der blev sendt i gulvet af en arbejdsskade. Nu klarer han arbejdsprøvning og hverdag med morfin og overlever på sofaen, men hans kone Irene prøver at holde styr på de alt for mange regninger.


Hvorfor Nakskov?

Nakskov hører til Lolland Kommune, der er det sted i Danmark, der har den største koncentration af Danmarks underklasse. 25,9 procent af familierne i Lolland Kommune tilhører således underklassen, der er defineret ved personer, der er uden for arbejdsmarkedet mere end 4/5 af året.

Lolland Kommune er også det sted i landet, hvor indbyggerne har den gennemsnitlige laveste indkomst, og hvor der er en af de største andele af kontanthjælpsmodtagere.

"Da vi ledte efter en location til vores program, var det i første omgang åbenlyst at tage til Lolland, da fakta er, at Lolland er det sted i landet, der har den største underklasse. Men det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en serie om Nakskov eller Lolland-Falster. Det er en serie, der handler om socialt udsatte og fattigdom i Danmark. Programmerne er et portræt af mennesker i en situation, de færreste af os kender til, og ambitionen er at give en befolkningsgruppe, som sjældent høres i samfundsdebatten en mulighed for at blive hørt," siger Mikkel Dyrting.

Dyrting forholder sig dog ikke til, hvorfor TV 2 så har valgt at bruge netop Nakskov i programseriens titel.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002