Kontakt os






 

Krasnik får pris for at være kritisk
Onsdag 26. juni 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det er ikke nogen selvfølge at journalister tillader sig at stille kritiske spørgsmål i interviews med politikere, erhvervsfolk og andre af samfundets magthavere. Men det har DR2-vært Martin Krasnik gjort i flere tilfælde, og derfor får han nu tildelt 'Colombus-prisen'.


Når landets samfundsfagslærere den 30. oktober i år holder årsmøde i Middelfart, er der udsigt til, at DR2-værten Martin Krasnik befinder sig i byens kursuscenter i stedet for i sit ’Deadline’-studie.

FALS, Samfundsfagslærerne i Gymnasiet og HF og Forlaget Columbus, har besluttet sig for, at Martin Krasnik skal have Columbus-prisen 2013 på 50.000 kroner. Det skriver DR i dag i en pressemeddelelse.

Prisen bliver kun uddelt ved passende lejligheder til en person eller institution, der i den offentlige debat holder fast i ideerne om demokrati, ægte politisk engagement og betydningen af saglige argumenter. Én, som derved gør det spændende at være lærer i samfundsfag. Prisen, der ikke kan søges, blev sidst uddelt i 2010.

”Martin Krasnik får Columbus-prisen 2013, fordi han holder stædigt fast i idealerne om kritisk journalistik og søger efter nye former, der kan realisere idealerne i en tid præget af professionaliseret, glat og ofte uigennemtrængelig politisk kommunikation,” hedder det bl.a. i motiveringen, som er offentliggjort allerede nu.


Forfriskende og debatskabende

Martin Krasniks interviews bliver kaldt ”forfriskende, debatskabende og interessevækkende”, ligesom samfundslærerne glæder sig over, at Krasnik tager fat i en bred vifte af emner, som både er kontroversielle og svært tilgængelige. For eksempel Hedegaard-sagen og offentlighedsloven.

”Martin Krasniks interview er med til at sætte den politiske kommunikation under debat, både direkte og indirekte gennem den nyskabende og knivskarpe form, som politikerne tydeligvis forholder sig til, og som derfor potentielt kan skabe forandringer i den politiske debat,” som det videre hedder i motiveringen.

Den 42-årige Martin Krasnik har arbejdet på ’Deadline’ i DR i flere omgange – først i 2003-2005, og i denne omgang siden starten af 2013, hvor DR2 blev relanceret som samfunds- og aktualitetskanal.

Columbus-prisen er blandt andet tidligere gået til professor Marlene Wind (2010), filminstruktøren og nu DR-ansatte Christoffer Guldbrandsen (2009) samt Magasinet Ræson i 2006. Tilbage i 1996 fik ’Orientering’-redaktionen på P1 også prisen, der blev oprettet, da samfundsfag havde eksisteret i gymnasiet i 25 år.


Foto: Martin Krasnik vendte tilbage til DR i vinter, efter han havde været væk i otte år. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull).



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002