Kontakt os






 

30 års jubilæum i Korsbæk
Tirsdag 11. november 2008
Af Karsten Jensen
 
I aften, tirsdag den 11. november, er det præcis 30 år siden, at Maude for første gang var oppe at lægge sig, og siden landets tv-seere for første gang var på besøg i Korsbæk.
For klokken 20.10 hin lørdag aften i 1978 havde DR's dengang eneste tv-kanal premiere på det, der senere skulle vise sig at være den mest populære dramaserie nogen sinde på dansk tv: ’Matador’.

I det første afsnit ’Den rejsende’ så man Mads Andersen-Skjern og sønnen Daniel ankomme til Korsbæk. Og selv om der var enkelte kritiske røster i starten, var den helt generelle holdning hos anmelderne dog, at ’Matador’ var god.

”Det tegner ikke tosset,” skrev anmelderen Jens Kistrup i Berlingeren om serien, som Lise Nørgaard er hovedforfatter til, mens Jyllands Postens Viggo Sørensen noterede, at ”købstaden Korsbæk nok skal gå hen og blive en vigtig lokalitet for familien Danmarks tv-underholdning”.

Det fik avisen sådan set ret i, men Viggo Sørensen havde næppe gættet på, at ’Matador’ også 30 år senere fortsat ville være en seermagnet. Siden da har serien været vist yderligere fem gange på DR1. Senest i 2006, hvor serien i gennemsnit havde 1.514.000 hver gang et afsnit blev vist.

Og serien tegner sig da også for rekorden for at være det mest sete tv-program i Danmark nogen sinde. Da 24. afsnit af serien var på skærmen den 26. maj 1985 - i DR TV’s monopoldage - kiggede 3.641.000 med. Det hører dog med til historien, at man dengang målte seertal på en anden måde og mere sporadisk, end man gør i dag.

Danskernes lyst til at købe serien har gennem alle årene været helt enorm. Siden premieren for 30 år siden er der solgt over cirka 3,5 millioner dvd’er og videobånd med serien - udover film, bøger og spil, der tager udgangspunkt i universet med Maude, bankdirektør Varnæs, hr. Schwann, Agnes, Røde, Fede, grisehandleren og alle de andre.

På selve jubilæumsdagen bliver DR Underholdningsorkestrets opsætning af ’Matador’ som musical udgivet på dvd. Da Lise Nørgaards historie, Peter Langdals opsætning og Bent Fabricius-Bjerres musik sidste år og i år lod sig vise og høre på Operaen i København løste omtrent 85.000 billet. Også det var rekord.

For mange skuespillere blev rollen i ’Matador’ en af de mest markante i deres skuespillerkarrierer, og for andre er livet i Korsbæk blevet så stor en sag, at de kan sætninger udenad, som oberst Hackel, Iben eller Maude sagde.

For øvrigt er det at se ’Matador’ også blevet en juletradition i flere familier. De varmer op med et af de 24 afsnit hver dag i december, og skal dermed atter snart have serien fundet frem fra dvd- eller videohylden.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002