Kontakt os






 

TV 2 tjener nu mere på abonnementer end på reklamer
Tirsdag 15. marts 2016
Af Redaktionen
 
TV 2's årsregnskab for 2015 viser et overskud før skat på 184 mio. kr., hvilket er 35 mio. kr. dårligere end året før. Det er bl.a. TV 2's nichekanaler der trækker resultatet ned - mens TV 2's hovedkanal for første gang i mange år giver overskud. TV 2 oplyser selv, at resultatet på 184 mio. kr. er tilfredsstillende og bedre end forventet.


TV 2's bestyrelse har i dag godkendt årsregnskabet for 2015 for TV 2 Danmark A/S. Resultatet er et overskud før finansielle poster og skat på 195 mio. kr. - mod 216 mio. kr. i 2014.

TV 2's omsætningen steg 3 pct. til 2,638 mia. kr. i 2015. Samtidig kunne TV 2 konstatere stigning i seerandele og en stor fremgang på det digitale område. Det oplyser TV 2 i dag i en pressemeddelelse.

Abonnementsomsætningen stod i 2015 - for første gang i TV 2's historie - for hovedparten af TV 2's omsætning. Hele 1,312 mia. kr. drejer det sig om, og det er en stigning på 6 pct. Omsætningen i tv-reklamer udgjorde 1,27 mia. kr., hvilket er nogenlunde det samme som året forinden.


Digitale vækstrater

"For TV 2 var 2015 et godt år med et fint økonomisk resultat – også i betragtning af vores investeringer i løbet af året, hvor introduktionen af TV 2 Sport naturligvis sætter et aftryk i regnskabet. Øgede omkostninger til dansk fiktion, folketingsvalget og udviklingen af vores digitale platforme opvejes af, at 2015 var et lille sportsår," siger TV 2's administrerende direktør, Merete Eldrup, og fortsætter:

"Vores strategiske overskrift 'Digital transformation' sætter nu kursen for TV 2's aktiviteter, og i 2015 er der kommet god vind i sejlene på dette område. Brugen af levende billeder og arbejdet med at engagere seere og brugere på tværs af platformene er intensiveret, og resultatet taler sit tydelige sprog: Vækstraterne i antallet af abonnenter, visninger og besøg på vores forskellige digitale platforme er alle betydelige, og vi har al mulig grund til at glæde os over, at TV 2's samlede digitale omsætning næsten er fordoblet siden 2013 og alene i 2015 viser en stigning på 37 procent."

Den volumen-mæssige udvikling på TV 2's digitale platforme viser, at TV 2 Play stiger med 54 procent i antallet af abonnenter fra udgangen af 2014 til udgangen af 2015.

Tv2.dk, der netop nu er i gang med en gennemgribende omlægning, har haft en stigning på 17 procent i det gennemsnitlige antal månedlige visninger, mens antal besøg er steget med 31 procent sidste år.

Web-tv stiger med 90 procent i gennemsnitlige månedlige startede visninger, og TV 2's apps stiger med 27 procent i det gennemsnitlige antal månedlige besøg fra 2. halvår 2014 til 2. halvår 2015.


Fremgang i seerandele

TV 2's samlede seerandel blandt hele befolkningen steg i 2015 med 0,9 procentpoint til 35,8 procent. Fremgangen skyldes bl.a. TV 2 Sport, der gik i luften i januar 2015 og i sit første leveår opnåede en seerandel på 1,3 procent, hvilket gør kanalen til landets største rene sportskanal.

For TV 2 News blev 2015 det bedste år nogensinde, og nyhedskanalen, der netop er rykket ind i et helt nyt HD-studie, opnåede en seerandel blandt alle på 4,0 procent.

"TV 2 befinder sig i en omskiftlig medievirkelighed, der stiller store krav til indhold, platforme og medarbejdere. Der er alle steder ydet en stor indsats i 2015, og det er klart tilfredsstillende, at der er vækst på det digitale område, uden at det sker på bekostning af den traditionelle tv-forretning. Det centrale i TV 2's succes er det stærke indhold uanset, hvilken platform, seerne og brugerne benytter sig af. Her er det især det danske indhold, som adskiller TV 2 fra de internationale konkurrenter, og også på dette område er der god grund til at være tilfreds med 2015," siger TV 2's bestyrelsesformand, Lars Liebst.

I 2016 forventes et resultat før finansielle poster og skat på mellem 120 og 150 mio. kr. Resultatet baserer sig på forudsætningen om bl.a. 30 procent vækst i den digitale omsætning og om stigende omkostninger til sportsprogrammer som følge af et stort sportsår med EM i håndbold, EM i fodbold og OL m.m.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002