Kontakt os






 

To nye underholdningsredaktører til TV 2
Tirsdag 24. juni 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2 har ansat Gitte Madsen og Mikkel Beha Erichsen som nye underholdningsredaktører i Programafdelingen.De to redaktører har stor erfaring med tv og massekommunikation, herunder tv-erfaring som både program- og konceptudviklere, værter, tilrettelæggere og ledende redaktionelle jobs. Desuden repræsenterer de lang erfaring fra forskellige kulturelle sammenhænge og fra reklamebranchen.
Den 37-årige Gitte Madsen er kendt som en af eksperterne i TV 2s underholdningsprogram 'Den 6. Sans'. Hun har tidligere været vært på DR 1-programmet 'Kender du typen?' og har også lavet satire for DR. Hun indledte sin karriere som leder af Frontløberne i Århus og var derefter med til at iværksætte projektlederuddannelsen KaosPiloterne. Hun har også været involveret i Århus Festuge og Kulturby '96. De seneste år har hun arbejdet hos reklamebureauet Bates, hvor hendes opgave er at finde ud af, hvad danskerne tænker, gør, tror på, drømmer om - og fremfor alt hvorfor. Hos Bates har hun senest fungeret som senior strategisk rådgiver for en række af Danmarks store virksomheder.

Den 36-årige Mikkel Beha Erichsen har arbejdet som vært, tilrettelægger, programudvikler og redaktionschef på tv-produktioner for TV 2, DR og TV3. Han arbejder nu som redaktionschef hos Metronome på programserien Popstars SHOWTIME, der vises på TV 2 til efteråret. Han har også været redaktionschef på TV3-programmet 'Den eneste ene' samt været vært og tilrettelægger på 'Baren' fra samme kanal. Blandt erfaringerne er også funktionen som tilrettelægger på TV 2-dokumentarserien 'De teenageramte familier'. Mikkel Beha Erichsen indledte sin karriere som programmedarbejder på Kanal 2 og har også arbejdet i B&U-afdelingen i DR.

Gitte Madsen begynder i sit nye job den 1. august, mens Mikkel Beha Erichsen begynder den 1. december, når arbejdet med Popstars SHOWTIME er færdiggjort. De nye underholdningsredaktører indgår i TV 2s underholdningsteam med bl.a. programredaktør Anette Rømer, der har ansvaret for livsstilsprogrammer, musikprogrammer, events og internationale formatkøb.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002