Kontakt os






 

DR sender stor serie om Afrika
Tirsdag 23. december 2003
Af Karsten Jensen
 
Afrika - et kontinent plaget af krige, aids og hungersnød. Men også en verdensdel, der er tre gange så stor Europa med en mangfoldighed af nationaliteter, kulturer og landskaber. Vidunderligt smukt fotograferet serie i otte dele om et Afrika set med afrikanske øje. DR sender i juleferien en stor tv-serie om Afrika.
Menneskehedens vugge stod på den afrikanske savanne. Her har mennesket udviklet sig gennem fire millioner år. For bare hundrede tusinde år siden vandrede nogle få af dem ud i den store verden. Og sådan blev resten af kloden befolket. Hvert eneste land på jorden er beboet af efterkommere af disse første udvandrere. Det land, de forlod, er også gået ind i det 21. århundrede. Nogle af de byer i verden, der vokser hurtigst, ligger i Afrika. Serien om Afrika fører seeren igennem det store kontinent fra nord til syd, fra øst til vest.

Første afsnit af serien om Afrika handler om to kvinders meget forskellige rejser over den østafrikanske savanne.

Alice Wangui bor sammen med sønnen Scott i Kenyas hovedstad Nairobi, hvor hun har en frisørsalon. Nairobi ligger ved den store gravsænkning i Østafrika, Rift Valley, hvor menneskets tidligste forfædre sandsynligvis levede.

Alice venter sit andet barn og vil rejse til sit folks åndelige hjem for at føde det, selvom lægerne fraråder det. Men Alice tilhører den største etniske gruppe i Kenya, kikuyuerne. Jorden er det vigtigste i hendes folks liv, så derfor vil Alice hjem til landsbyen Nyeri, så hendes barn kan blive født som kikuyu. Alices og Scotts rejse går hen over savannen, men det Afrika, som vi andre kender fra naturprogrammerne, er lige så fjernt fra Alices liv som fra vores. De fleste af de afrikanere, der bor i byer, har aldrig set en løve eller en gepard i naturen.

Det har Flora til gengæld. Hun bor midt iblandt dem. Flora Saloniks rejse går den modsatte vej af Alices, fra land til by. Hun stammer fra Arusha i Tanzania, har en universitetsuddannelse, taler fire sprog og har haft sin egen forretning. Men så forelskede hun sig i en mand fra dorobo-folket. Da Flora og Loshero var blevet gift, tog han hende med til en lille landsby på Masaisteppen i Tanzania. Rejsen tog fire dage - til fods.

Det var en kolossal omvæltning. Fra storbyen flyttede Flora til en verden uden elektricitet og andre moderne bekvemmeligheder. En verden hvor man skal vandre i fyrre minutter for at hente vand. Her lever hun nu med sine tre børn og en mand, hun næsten aldrig ser, fordi han er ude at jage. Tvivlen er begyndt at nage, og Flora er begyndt at drømme om at vende tilbage til storbyen. Hun beslutter sig for at tage tilbage til Arusha for at besøge sin familie, som ikke har haft kontakt med i fire år.

Serien om Afrika bliver sendt fra fredag d. 26. december til fre og med fredag den 2. januar. Lørdag den 3. januar kl. 18.35 sendes programmet "Bag om Afrika", som fortæller om optagelserne af den fantastiske serie. Filmfolkene bag serien om Afrika brugte næsten tre år på at skildre det rigtige Afrika. Målet var at fortælle Afrikas historie gennem ganske almindelige, og sommetider ikke helt almindelige mennesker. Men at lave en serie på otte programmer på et kontinent tre gange større end Europa, gav enorme logistiske problemer, nogle alvorlige, andre mere farceagtige.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002