Kontakt os






 

Mange sæsonpremierer på Zulu i uge 5
Torsdag 17. januar 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
På TV 2 Zulu begynder forårssendeplanen mandag den 28. januar. Præcis som TV3 har TV 2 Zulu valgt uge 5 til en stribe sæsonpremierer - og på Zulu bliver det indenfor såvel reportage som reality og nyhedsformidling.


Der bliver bl.a. lanceret en ny sæson af 'Danish Dynamite', 'Dybvaaaaad!' og 'Zulu News' på TV 2 Zulu i uge 5. Og så er der et nyt program i vente – nemlig 'Zulu Tuk Tuk', som byder på både drama, humor og kendte danskere.


'Danish Dynamite' er tilbage

'Danish Dynamite' vil i den nye sæson byde på gensyn med kendte og helt nye personligheder inspireret af sendefladens reportage-programmer. Kernekræfterne bag serien, Magnus Millang og Martin Høgsted, er i denne sæson stærkt bakket op af en prominent række af gæstespillere - bl.a. Mick Øgendahl, Frank Hvam, Rune Klan, Mille Dinesen, Thomas Bo Larsen, Simon Jul og Christian Fuhlendorff.

"'Danish Dynamite' rejser denne gang endnu mere syd for bæltestedet," siger Martin Høgsted, og Magnus Millang tilføjer: "Der er bare så varmt og dejligt dernede. Og ikke mindst sjovt!"


Dybvaaaaaad

Reality-programmet 'Dybvaaaaaad', som blev kåret til 'årets bedste tv-program' af tv2.dk's brugere, er tilbage med Tobias Dybvad i spidsen. Han vil fortsat holde seerne opdateret på reality-stjernernes pinligheder, når han i 'Dybvaaaaad 2' griller sine yndlingskendissers seneste bedrifter på fjernsyn, facebook og twitter.

"Programmet er dikteret ud fra tv-sendefladen og udvikler sig derefter, så det bliver spændende at se, hvad vi får at arbejde med i den kommende sæson," siger Tobias Dybvad. Sæsonpremiere mandag den 28. januar kl. 21.25.


Zulu News

'Zulu News' er i denne sæson opgraderet til et ugentligt 30 minutters program om lørdagen. Ankermand Michael Schøt og de tre 'skarpe' reportere, Elias Ehlers, Morten Wichmann og Mikkel Rask. Med den længere sendetid og nyerhvervede pressekort - har de nu for alvor mulighed for at følge i hælene på de etablerede nyhedsmedier. Så Ulla Terkelsen og Lotte Mejlhede kan godt begynde at kigge sig over skulderen, for når News og Nyhederne rykker ud, følger 'Zulu News'-reporterne med.

'Zulu News' vil desuden berige seerne i løbet af ugen med løbende breaking news i form af korte indslag i sendefladen fra lørdag 3. februar.


'Zulu Tuk Tuk'

TV 2 Zulus nyeste skud på stammen af egenproduktioner er programserien 'Zulu Tuk Tuk', der fra mandag den 28. januar kl. 20.50 byder på drama og humor, når Uffe Holm, Julie Ølgaard, Oliver Bjerrehuus, Nicoline Toft, Christina Sederquist og Torben Chris tager til Sri Lanka for at deltage i velgørenhedsløbet 'Lanka Challenge 2012'.

1400 km skal tilbagelægges på ni dage i de trehjulede knallerter med elendig affjedring og en max. hastighed på 60 km/t.


Zulu bedst til at ramme de unge

"Der er flere tilbud end nogensinde til de unge med de nye kanaler fra SBS og DR, men der er endnu ingen af dem, der har bevist, at de kan ramme målgruppen, som Zulu kan," siger kanalchef Maiken Wexø på TV 2 Zulu og fortsætter:

"Vi tager den skærpede konkurrence afslappet og tror på, at vi går et rigtigt stærkt forår i møde. Ud over de nævnte programmer har vi flere godter i posen til senere på foråret. Blandt andet er vi i færd med at udvikle et nyt Fuhlendorff-show, og så kommer klassikeren 'Zulu Djævleræs' tilbage i en vildere og mere vanvittig version med en live-finale og desuden er Lasse Spang Olsen og Jan Elhøj tilbage med nye forsøg i 'Dumt og Farligt'.


Foto: 'Danish Dynamite. (Fotocredit: Douglas Entertainment)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002