Kontakt os






 

DR skal gøre mere for de handicappede
Fredag 21. marts 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Kulturministeriet har i dag offentliggjort et udkast til den public service-kontrakt, der skal indgås mellem DR og kulturministeren, og udkastet fastslår, at DR skal sikre et bredt udbud af programmer bestående af nyheder, oplysning, kunst og underholdning. I et langt afsnit pålægges DR at gøre mere for de handicappede - bl.a. ved at tekste flere udsendelser. Derudover skal DR gøre mere for dansk musik - og for det danske sprog.
Den nye kontrakt lægger op til, at DR skal udfylde en rolle som skaber og formidler af dansk kunst og kultur - og der skal lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden; DR skal være uundværlig for den demokratiske debat. Til gengæld står der ikke så meget om underholdning. Det omtales faktisk kun én gang - nemlig, hvor der står: DR skal sikre et bredt udbud af programmer bestående af nyheder, oplysning, kunst og underholdning.

Der lægges op til en styrkelse af dansk musik. Det hedder i udkastet, at DR skal lægge vægt på sin rolle som en væsentlig formidler og producent af dansk musik - og videre, at DR's udsendelse af dansk musik skal øges i kontraktperioden, der løber i 4 år.

DR skal endvidere medvirke til at bevare og udvikle det danske sprog, så seerne møder og oplever et korrekt og forståeligt dansk i DRs udsendelser.

DR skal i sin samlede udsendelsesvirksomhed medvirke til at fremme integration - uden at dette er nærmere uddybet.

Kontrakten foreskriver at DR skal sende regional programvirksomhed, men man har glemt at skrive om det er på radio eller i tv. Et godt gæt vil være: på radio.

Til gengæld fremgår det klart af kontraktudkastet, at DRs public service virksomhed for børn kun skal ske på tv. Det hedder i teksten: "DR skal tilbyde tv-programmer og informationstjenester af høj kvalitet til børn". Ikke et ord om radio.

Som noget nyt pålægges DR at sende undervisningsprogrammer- og -tjenester, mens der indenfor nyhedsformidlingen og dramatik ikke må ske en nedskæring i forhold til gennemsnittet for de seneste fire år.

I kontrakten pålægges DR at lægge produktion for mellem 125 og 170 mio. kr. om året hos uafhængige producenter.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002