Årets udgave af 'P3 Guld' sendes fredag den 4. april 2014 kl. 21 direkte fra DR Koncerthuset på både P3 og DR3. Værter bliver 'Monte Carlo'-drengene Peter Falktoft og Esben Bjerre.
DR kalder det selv "Danmarks vigtigste musikpris" og lover, at det bliver et formidabelt show, når priserne skal uddeles fredag den 4. april i DR Koncerthuset.
Billetter sættes til salg den 10. marts kl. 13.00 via Billetlugen. Sidste år tog det kun fem minutter, før Billetlugen måtte melde udsolgt.
Værter glæder sig helt vildt
Makkerparret Peter Falktoft og Esben Bjerres har siden 2012 været værter på P3-programmet 'Monte Carlo' og har også lavet tv-programmer på DR3 med titler som ’Monte Carlo elsker Putin’, ’Monte Carlo elsker jøderne’ og den kommende serie ’Monte Carlo elsker USA’.
De to værter glæder sig vildt. De har - lige siden de trådte ind ad døren på P3 - drømt om den dag, hvor det var dem, der skulle stå på scenen i Koncertsalen og råbe velkommen til 'P3 Guld':
"Vi er ved at selvantænde af begejstring over værtskabet. Vi kommer til at klæde showet, ligesom showet kommer til at klæde os. Holdet bag P3 Guld har været helt på linje med de idéer og tanker, vi har for showet, hvilket i sig selv er et lille mirakel. Vi vil ikke sige for meget, men kan afsløre, at vi ikke er tilhængere af den tilbageholdenhed, der tit og ofte dominerer danske prisuddelinger. Så der kommer til at være konfetti og skamløs hyldest i et omfang, man givetvis ikke har set før," siger værtsparret for P3 Guld 2014.
Priser, der peger fremad
Centralt for 'P3 Guld' er et fokus på de spirende stjerner i dansk musikliv. Gennem 13 år har P3 kigget i krystalkuglen og hyldet de talentfulde kunstnere, der er på vej frem.
Siden den spæde start i år 2001 i Falkonér Salen har P3 Guld på den måde udviklet sig - iflg. DR selv - til Danmarks vigtigste musikshow. Et show, der gennem tiden har været karrierekatalysator for flere store navne - lige fra Saybia til Dúné, fra Tina Dickow til Mikael Simpson, fra Nephew til Mew og fra Peter Sommer til Magtens Korridorer.
|