Kontakt os






 

Giver sproget frit i Dansk Melodi Grand Prix
Onsdag 11. august 2004
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Når DR holder Melodi Grand Prix 2005 i Horsens lørdag den 12. februar næste år, bliver det for første gang muligt at synge på dét sprog, man selv vil: dansk, engelsk, spansk eller swahili for den sags skyld.
I en række andre lande, for eksempel Sverige, er der allerede valgfrihed mellem sprogene, og nu har DR også besluttet at gøre det valgfrit. Det er dog fortsat et krav, at den danske vinder synger på engelsk ved næste års europæiske Melodi Grand Prix i Kiev i Ukraine, hvor semifinalen foregår torsdag den 19. maj, og finalen finder sted lørdag den 21. maj.

"Mange erfarne komponister og tekstforfattere skriver og tænker på engelsk, når det handler om musik. Vi har erfaret, at en del undlader at deltage i Dansk Melodi Grand Prix, netop fordi teksten skal være på dansk. Og da man alligevel til sidst skal synge på engelsk til Det Europæiske Melodi Grand Prix, kan vi lige så godt gøre det helt frit, hvilket sprog man ønsker at synge på til det danske Grand Prix," siger DR 1's underholdningsredaktør Søren Therkelsen.

Ti melodier får mulighed for at deltage i finalen, og det er muligt at aflevere musikalske bidrag til DR frem til mandag den 11. oktober klokken 12.00.

Dansk Melodi Grand Prix 2005 skal holdes i Horsens' nye kultur- og idrætscenter, Forum Horsens, som først åbner lørdag den 11. september i år og har plads til 4.000 tilskuere.

"Dansk Melodi Grand Prix er en festlig og folkelig begivenhed. Ikke alene på tv-skærmen - men også at opleve live. DR vil gerne bringe en folkefest som denne rundt i landet, så flere får mulighed for at være tilstede ved begivenheden. De seneste år har vi været i Herning og i Århus, og nu tager vi til Horsens.

Eurovisionens Melodi Grand Prix har 50-års jubilæum næste år, og det kommer også til at præge Dansk Melodi Grand Prix 2005. De to timer lange gallashow bliver garneret med nostalgiske tilbageblik, Grand Prix-potpourrier og anekdoter fra Grand Prixets store historiebog.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002