Kontakt os






 

Thomas Breinholt dokumentarredaktør i DR
Tirsdag 25. oktober 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Om kort tid dukker Thomas Breinholt op som ny vært på madprogrammet ’Fedt, fup og flæskesteg’ på DR2, men fremover bliver det snarere bag skærmen, at han kommer til at trække i trådene. Fra den 1. januar 2012 bliver Thomas Breinholt nemlig ny dokumentarredaktør i DR Medier. Her får han bl.a. redaktøransvaret for dokumentarerne på DR1 samt for dokumentar- og reportageserier på både DR1 og DR2.
Thomas Breinholt, der er 47 år, har en lidt alternativ baggrund i tv-verdenen, da han er uddannet på den daværende landbohøjskole som agronom med speciale i plantefysiologisk forskning. Det bragte ham til ugebladet Ingeniøren som fagjournalist, og siden førte Thomas Breinholts formidlingsevner ham til TV 2 som faktaredaktør og udviklingschef, og derefter til produktionsselskabet BLU som udviklingschef.

Breinholt har blandt andet været idémanden bag TV 2-serier som ’Åndernes Magt’, ’På Kanten Af Verden’, ’Operation X’, ’Klamphuggerne’, ’Den Sorte Box’ og ’Zulu Djævleræs’, og senest har seerne kunnet se ham på DR2 i programserien ’Sjæl & Videnskab’, som der også er pæn international interesse for. Siden 1. april i år har Thomas Breinholt været ansat hos DR Historie og Videnskab til at udvikle nye programmer på DR2.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at være med til at skærpe DRs public service-profil på dokumentar- og faktaområdet. Det er en stor og spændende udfordring at være med til at opprioritere vagthunds-journalistikken, der kigger magtstrukturerne efter i kortene, og at gøre danskerne interesserede i fakta- og dokumentarprogrammer, som både engagerer dem og har betydning for deres liv og for samfundet,” siger Thomas Breinholt.

Om baggrunden for at ansætte ham på posten, siger kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard:

”Thomas Breinholt er et meget inspirerende menneske og en fantastisk historiefortæller. Han har blik for både den enkle, klassiske fortælling og den skæve, originale. Han får brug for hele værktøjskassen på DR1 og DR2, og jeg glæder mig virkelig til at få hans kreativitet i spil i DR Medier,” siger hun.

Den nye programserie ’Fedt, Fup og Flæskesteg’, som DR2 har premiere på mandag den 6. november klokken 22, er et undersøgende journalistisk program om mad og fødevarer. Det forsøger på en ny og mere personlig måde at formidle videnstungt fakta fra det danske madland.

Thomas Breinholt afløser Anders Riis-Hansen på posten som dokumentarredaktør. Riis valgte for nylig at forlade DR for – igen – at forsøge sig med freelance-livet og produktionen af dokumentarfilm.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002