Kontakt os






 

Politisk og kommerciel offensiv mod DR3 afløst af ros og hæder til kanalen
Onsdag 27. august 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
I foråret gik udenlandske tv-stationer og borgerlige politikere til angreb på DR3. I dag vælter kanalen sig i hæder. Den lille kanal koster konkurrenterne et par seere, men seerne får både begavet tv, mere public service og et stærkere tv-produktionsmiljø. Det skriver vært for P1-programmet Mennesker & Medier, Lasse Jensen, i dag i en klumme i Information.
I over et år - og særligt forud for og under de mediepolitiske forhandlinger tidligere i år - har der lydt gentagen og skarp kritik af DR fordi der på ungdomskanalen DR3 blev sendt for mange amerikanske film og serier - i direkte konkurrence med de udenlandsk-ejede, kommercielle tv-kanaler fra SBS Discovery og Viasat/MTG. Kritikken kom ikke mindst fra SBS TV's Jesper Jürgensen, Berlingskes Lisbeth Knudsen, interesseorganisationen Danske Medier og fra flere politikere på den yderste højrefløj. DR3 blev betegnet som urimelig konkurrence over for de kommercielle aktører.

Se fx:
http://tvnyt.com/artikel/default.asp?id=21355
http://tvnyt.com/artikel/default.asp?id=22581

Men allerede for knap et år siden begyndte DR3 at øge produktionen af danske egenproducerede programmer. Mange af dem er i øvrigt blevet produceret hos private virksomheder, der også producerer størstedelen af de danske programmer, der vises på TV3-kanalerne, Discovery/SBS-kanalerne og på TV 2's kanaler.

Lasse Jensen skriver: "Hvis DR3 stjæler seere fra de kommercielle kanaler ved at sende mange millioner ud til danske producenter, er det synd for den svenske MTG-koncerns svenske aktionærer og Discoverys amerikanske, hvis udbytter måske bliver en anelse mindre.

Men det skaber da arbejdspladser, glæde og økonomi i det danske produktionsmiljø."


DR3 overlevede medieforliget og blev styrket

Da det brede medieforlig med samtlige partier i Folketinget kom på plads, var kampen mod DR3 næsten glemt. Kravet om stationens død som flow-tv-kanal blev til et krav om, at "DR skal styrke sin indsats over for de unge, bl.a. ved øget egenproduktion". Kritikerne måtte lide den tort, at DR3 ikke bare overlevede - men blev styrket.

Og så noterer Lasse Jensen videre, at DR3 forleden modtog en stribe priser på den københavnske tv-festival, der er en slags fætter-kusine-fest for tv-produktionsmiljøet. En festival der bestemt ikke kan beskyldes for at bestå af langhårede, kulturradikale public service-forkæmpere.

Hele 10 af de i alt 28 priser gik til DR3, som blev kaldt "nyskabende" og "i øjenhøjde med målgruppen".

Lasse Jensen konstaterer, at mange af DR3's prisbelønnede programmer aldrig ville være blevet sat i produktion af SBS Discovery eller Viasat. Fordi programmerne nemlig indeholder elementer af public service.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002