Kontakt os






 

TV 2 støttede Statsministeriets kampagne om tronfølgeloven
Mandag 6. juli 2009
Af Karsten Jensen
 
Da Statsministeriet lancerede kampagnen om ændring af den danske tronfølge skete det blandt andet med en tv-kampagne på TV 2. Nu viser det sig, at kampagnen fik støtte af TV 2.
Det er dagbladet Information, der har søgt aktindsigt i sagen. Akterne afslører ”et tæt og hjerteligt parløb mellem TV 2’s salgsafdeling og Statsministeriets kampangeledelse og dokumenterer desuden, at TV 2 - som en ekstra lille service - ydede Statsministeriet gratis hjælp ved at overvåge stationens pressedækning af kampagnen,” skriver avisen.

Information gengiver e-mails mellem TV 2’s salgsdirektør, Peter Olafsson, og Statsministeriets kampagneleder, Torben Skovgaard Anderesen. I disse mails lykønsker salgsdirektøren kampagnelederen med resultatet. Det fremgår også at TV 2 har moniteret stationens egen dækning af ministeriets kampagne.

SF, der traditionelt set ikke er tilhænger af monarkiet kritiserer samspillet. Medieordfører Holger K. Nielsen udtaler:

”Gratulationsskrivelsen bekræfter et meget tæt samspil mellem TV 2 og Statsministeriet, som jeg mener er fuldstændigt uacceptabelt. Hvis TV 2 skal være et uafhængigt, kritisk medium, kan det ikke have et så tæt samspil med regeringsmagten. Det er dybt problematisk for TV 2's troværdighed,” siger Holger K. Nielsen, der opfordrer til en god omgang selvransagelse på tv-stationen.

Lektor i mediejura ved Copenhagen Business School (CBS), Søren Sandfeld Jacobsen, siger til avisen, at der næppe er begået ulovligligheder, men bakker op om kritikken:
”Som public service-foretagende er man underlagt et krav om at være upartisk og objektiv. Derfor skal man passe utrolig meget på med at komme for tæt på sine annoncører, ikke mindst i forbindelse med politiske kampagner. Udefra set virker den hjertelige tone og lykønskningen med udfaldet af afstemningen derfor bekymrende.”

Medieprofessor ved Aarhus Universitet mener dog ikke at moniteringen af kampagnen er problematisk, men hæfter sig i stedet ved gratulationen: ”For her bekræfter TV 2's reklameafdeling jo fuldstændig, at der har været tale om en ja-kampagne,” siger han til Information.

TV 2’s administrerende direktør, Merete Eldrup, afviser anklagerne. Til avisen siger hun: ”Jeg kan sagtens forstå, at man kan få det til at se bekymrende ud, når nu kunden er Statsministeriet og ikke en hvilken som helst detailkunde. Men jeg synes ikke, der er foregået noget, som er over stregen,” siger Merete Eldrup, der peger på det er helt almindeligt, at yde ekstra services til store kunder.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002