Kontakt os






 

DR sætter ’Godt arbejde’ på dagsordenen
Onsdag 28. januar 2009
Af Karsten Jensen
 
Hvad er det håndboldlandsholdstræner Ulrik Wilbek kan, som får spillerne til i fællesskab at yde mere, end de egentlig tror, de kan? Og hvad er det Thyra Frank fra plejehjemmet Lotte på Frederiksberg gør for ansatte og beboere, og som netop har skaffet hende en plads i den nye såkaldte ledelseskanon?

Dét - og meget mere - kigger DR nærmere på fra på søndag den 1. februar og hele måneden, hvor psykisk arbejdsmiljø og trivsel inden for det offentlige er i fokus på DR1 og DR2. Programserien hedder ’Godt arbejde’, og det første program bliver sendt på DR2 på søndag klokken 19.

Tv-udsendelserne lægger sig op af, at alle offentlige arbejdspladser - for eksempel skoler, sygehuse, kommuner, institutioner og plejehjem - i disse år skal lave en trivselsundersøgelse med fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Og det hele er aktualiseret af, at sammenlægningen af kommunerne og nedlæggelsen af amterne, har betydet, at masser af arbejdskulturer har skullet smelte sammen. Hvordan får man for eksempel det hele til at spille sammen, når hjemmehjælpere eller ansatte i borgerservice-afdelingen med måske fire forskellige arbejdskulturer fra deres tidligere kommuner nu skal arbejde sammen i en ny storkommune?

”Vores mål er at inspirere og motivere de offentlige ledere og medarbejdere til at få trivsel helt op øverst på dagsordenen og måske endda blive et fast punkt på alle ledelsesmøder.

Både via positive eksempler, et glimt i øjet og nogle gange også lidt skæve og provokerende vinkler på, hvordan man skaber gode arbejdspladser,” forklarer redaktionsleder Rikke Skov Kristensen fra DR Aktualitet.

Hun tilføjer, at programmerne lige så meget handler om god ledelse. For uden god ledelse er det sjældent, at der er god trivsel på arbejdspladsen.

”Derfor har vi selvfølgelig både været ude at tale med mennesker, der har oplevet dårlig ledelse på egen krop, og så snakker vi selvfølgelig også med ledere, som har et bud på, hvad god ledelse er,” siger Rikke Skov Kristensen.

Hun ser kampagnen ’Godt arbejde’ som helt oplagt for DR at tage fat på, fordi DR netop som et af sine formål har at oplyse folk om samfundsmæssige emner og stimulere dem til at deltage i den offentlige debat, som det så fint hedder.

”Motivationen til at få trivsel på bordet er tæt på at give sig selv. For dårlig trivsel og dårligt psykisk arbejdsmiljø er nemlig ofte skyld i højt sygefravær, og det koster det offentlige milliarder af kroner hvert år,” siger Rikke Skov Kristensen.

Det er Warny Mandrup, der er vært på serien ’Godt arbejde’, der bliver sendt to gange på DR2 og tre gange på DR1 i løbet af en uge.

Sendetidspunktet for første udsendelse er:
DR2 søndag den 1. februar klokken 19.00
DR1 tirsdag den 3. februar klokken 13.30
DR1 onsdag den 4. februar klokken 00.20
DR2 lørdag den 7. februar klokken 14.10
DR1 søndag den 8. februar klokken 11.30

I forbindelse med ’Godt arbejde’ bliver der også åbnet en hjemmeside med adressen www.godtarbejde.dk. Her vil man kunne gense udsendelserne, se ekstramateriale og læse meget mere om godt og dårligt arbejdsmiljø og trivsel.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002