Kontakt os






 

DR1 samler danskerne
Mandag 11. januar 2010
Af Karsten Jensen
 
DR1 står bag tre fjerdedele af de tv-programmer som for alvor samlede danskerne i det forgangne år. Det viser en ny opgørelse fra DR Medieforskning.

TV 2 benytter en hver lejlighed til at forklare, at stationen er ”Danmarks største fællesskab”, men en opgørelse fra DR Medieforskning viser, at DR1 klarer sig bedst, når det handler om de helt store folkelige fællesskaber. Blandt de relativt få programmer, som samler flere end 1,5 millioner seere, er det særligt DRs danskproducerede dramaproduktioner og fredagsunderholdningen, som hitter, oplyser DR.

DR1 og TV 2 har gennem mange år været de eneste danske tv-kanaler, som formår at samle flere end en million seere til deres programmer. Det sker endda forholdsvis ofte - lidt oftere for TV 2 end for DR - men dog sjældnere end i tidligere tiders mediebillede, hvor konkurrencen og antallet af kanaler var langt mindre.

Kun få programmer ligger derimod over de magiske 1,5 millioner seere. I 2009 var der således blot 51 programmer med over 1,5 millioner seere, inklusive nyhedsprogrammer, og der stod DR1 som afsender på næsten tre fjerdedele af dem.

Set over hele det nu overståede årti stod DR1 bag 71 procent af disse helt store programfællesskaber. I modsætning til begge de store kanalers mindskede evne til at runde millionen, formår DR1 stadig at sende lige så mange programmer med over 1,5 millioner seere i dag som for 10-15 år siden.

Det glæder DR1-chef Ulla Pors Nielsen (foto):
"Selvom konkurrencen er hård fra de mange nye danske og internationale kanaler, så er jeg glad for og stolt over, at vi på DR1 stadig kan skabe programmer, som samler danskerne og henvender sig til danskerne på tværs af alle alders- og indkomstgrupper."

Samtidig afspejler tendensen, ifølge DR1-chefen, at mange kommercielle medier fokuserer benhårdt på at henvende sig til udvalgte kommercielt attraktive målgrupper.

"DR1 er i dag reelt den eneste danske kanal, som sætter en ære i at henvende sig til en bred modtagergruppe. Det gør vi eksempelvis med vores drama- og underholdningsproduktioner, hvor programmer som ’Krøniken’, ’Sommer’, ’Forbrydelsen’ (forsidefoto) og senest ’Livvagterne’ og ’X Factor’ har appelleret bredt. Og det, tror jeg, er en del af forklaringen på vores succes," lyder det Ulla Pors Nielsen.

Foto: Trine Harden, Bjarne Bergius Hermansen, DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002