Kontakt os






 

Fine seertal til 'Den som dræber'
Mandag 14. marts 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Mens modtagelsen af TV 2s nye dramasatsning 'Den som dræber' fra avisernes tv-anmeldere var særdeles blandet, så tog seerne godt imod den nye krimiserie. Første afsnit søndag aften blev set af 1.477.000 danskere, der samtidig vurderede programmet til 4.1 - på et skala fra 1 til 5.
Seertallet på 1.477.000 er det højeste til en dansk fiktionsserie på TV 2 siden premieren i december 2008 på familiejulekalenderen 'Mikkel og Guldkortet' og siden første sæson af politiserien 'Anna Pihl' i foråret 2006, fortæller TV 2 i en pressemeddelelse.

Blandt de 21-50-årige var seertallet til 'Den som dræber' på 702.000 – det højeste seertal til dansk tv-fiktion siden afsnit af 'Forbrydelsen II' på DR1 i efteråret 2009.

"Med 'Den som dræber' er TV 2 inde i superligaen af danske krimier. Det er samtidig den foreløbige kulmination på en bevidst strategi om at rykke TV 2 en klasse op på fiktionsområdet. Jeg er pavestolt over 'Den som dræber' – og fantastisk at se, at danskerne i dén grad har taget serien til sig," siger TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

Arbejdet med en ny krimiserie til TV 2 blev indledt for fire år siden.

"'Den som dræber' er frugten af et gedigent udviklingsarbejde. Med Elisabeth Egholm, Miso Film og vores egne redaktører synes jeg, vi formår at bygge videre på den moderne skandinaviske udvikling inden for krimi med dens helt særlige råhed og spænding. Når man ser 'Den som dræber' sidder man helt yderst på stolen," siger TV 2s programchef, Keld Reinicke.


Blandet modtagelse blandt tv-anmelderne

Berlingskes anmelder var ikke just begejstret for 'Den som dræber' og giver den kun 2 ud af 6 stjerner. Anmelderen skriver - under overskriften 'Den som gaber' - at TV 2s nye krimi er én stor kliché - og videre: "Den lægger sig både forudsigeligt og lettere ubehageligt i kølvandet på tidens gennemsnitskrimier."

Omvendt kammer B.T.'s anmelder over af begejstring: "Y-ha! Der er høj puls og gåsehud i 'Den som dræber'. Den nye krimi på TV 2 tegner til at blive den mest spændende danske tv-serie meget, meget længe. Den er: 'Nååh, er det spænding, I vil ha’ spænding? Så skal i saftsusme få det!'"

Også Politiken er begejstret, og skriver, at TV 2 med 'Den som dræber' har brudt DR's drama-monopol.

I Jyllands-Posten får 'Den som dræber' 3 stjerner, og første afsnit af serien kaldes "habil søndagsunderholdning"


Afslutningen på premiereafsnitet kan ses søndag 20. marts klokken 20 på TV 2. Politifolkenes jagt på seriemordere i 'Den som dræber' følges og afsluttes efter to afsnit. For seere, der ikke fik set første afsnit, er der mulighed lørdag 19. marts klokken 23.05 på TV 2.


Fotocredit: Per Arnesen / TV 2.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002