Kontakt os






 

Verdens bedste reklamer igen til TV 2
Tirsdag 8. september 2009
Af Karsten Jensen
 
TV 2 gentager succesen Winners Day, når verdens bedste reklamer og et udpluk af verdens dygtigste kreative kommer til Danmark den 24. september. Formålet er at sætte faglighed og kreativitet i højsæde og at inspirere den danske mediebranche. Reklamefolk og annoncører, som ikke var i Cannes i juni, kan tage til Teglholmen i september.
Når TV 2 holder Winners Day på Teglholm Allé i København, vil den danske reklamebranche først og fremmest kunne se udstillingen af alle vinderarbejderne fra Cannes Lions 2009. De, der sikrer sig billet, får desuden mulighed for at opleve nogle af de internationale talere fra årets bedste seminarer i Cannes, mens jurymedlemmerne vil fortælle om deres arbejde og favoritter fra årets festival. Endelig skal de danske bronzevindere have overrakt løvestatuetter og hyldes.

Som dansk Cannes Lions-repræsentant har TV 2 en ambition om at bringe fagligheden hjem til den danske mediebranche og lade festivalen leve videre. Cannes Lions skal ikke alene være en begivenhed, der dukker op en uge hver sommer. 24. september gentager TV 2 i samarbejde med Huset Markedsføring derfor succesen Winners Day under pay off’et ”Cannes Lions. Uden Cannes”.

”Vi glæder os til at få løverne til Danmark og til at give branchen en bid af Cannes Lions 2009. At deltagerantallet ved årets festival var faldet markant fra 2008, er bestemt ikke smittet af på de vindende arbejder. På grund af recessionen har visionerne, de gode ideer og de innovative kampagner skilt sig markant ud og fået ekstra opmærksomhed. Evnen til at få mere ud af mindre er blevet belønnet, og de, der formår at tænke på tværs af grænser og discipliner, er blevet hyldet. Vi hylder dem igen til Winners Day den 24. september,” siger Flemming Rasmussen, TV 2s koncerndirektør for salg og marketing.
Winners Day præsenterer nogle af talerne fra de seminarer, der trak fulde huse i festivalpalæet i Cannes i juni. Kofi Annan og Bob Geldorf tog Cannes med storm med ”TckTckTck”-kampagnen. Den 24. september fortæller en repræsentant fra bureauet, der har udviklet kampagnen, hvordan den skal sætte klima på dagsordenen frem mod topmødet i København til december.

Winners Day vil også få et strejf af Obama, idet Ted Royer fra Droga5 beskriver hvordan kampagnen The Great Schlep påvirkede et flertal i Florida – en traditionel republikansk stat – til at stemme for den demokratiske præsidentkandidat. Kampagnens målsætning var at nå den ældre, jødiske generation i Florida, og det lykkedes.

Den sidste, internationale taler bliver Matt Walsh fra Crispin Porter + Bogusky, manden bag den omdiskuterede Facebook-kampagne ”Whopper Sacrifice”. En meget populær kampagne blandt brugerne, der gladelig slettede ti af deres venner for at få en gratis Whopper, men applikationen blev stoppet af Facebook-organisationen. Til trods for dette blev ”Whopper Sacrifice” en kæmpe viral succes.

Endelig vil de danske jurymedlemmer vise deres favoritter og fortælle om juryarbejdet, inden bronzevinderne hyldes. TV 2 Nyhedernes Johannes Langkilde vil være dagens moderator.

TV 2 er gået i samarbejde med Huset Markedsføring om arrangementet Winners Day.

”Vi synes, at Winners Day er en både relevant og meget inspirerende event, som er helt naturlig for Huset Markedsføring at bakke op. Vi er glade for, at vi i samarbejde med TV 2 kan sikre, at de internationale tendenser også i år når hjem til branchen, nu hvor antallet af danske delegates i Cannes desværre var faldet i år. TV 2 sikrer inspiration på højt niveau med den imponerede talerrække og udstillingen,” siger Jan Maagaard, udviklingschef fra Huset Markedsføring. Han tilføjer, at Winners Day samtidig giver branchen en rigtig god mulighed for at netværke på kryds og tværs.

Efter konferencen vil udstillingen af verdens bedste reklamer åbne, hvor det er muligt at se alt det bedste fra kategorierne Film, Radio og Cyber og guld-, sølv- og bronzevinderne fra kategorierne Media, Direct, Promo, Outdoor, Press, Design, PR, Titanium & Integrated og Young Lions.





Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002