Kontakt os






 

Ny sæson af TV 2-boligprogram
Onsdag 30. marts 2016
Af Redaktionen
 
Hvordan får man fingre i drømmeboligen? Det er et af spørgsmålene i en ny omgang 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' på TV 2. Sæsonstart om en uge - onsdag den 6. april.


Så snart der er forår i luften, bliver der også forår på boligmarkedet. Ikke mindst i år, hvor renten er lav, og der er kommet gang i skødeskrivningen igen efter finanskrisen. Men hvad gør man egentlig for at få fingre i drømmeboligen?

Det giver TV 2's boligeksperter Sara Lygum og Christian Borregaard deres bud på i den nye sæson af 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'. Der kommer seks programmer i denne sæson - første gang onsdag den 6. april klokken 20.00 på TV 2.

I den nye sæson går TV 2's boligeksperter på jagt efter nye hjem til danskere, som har opgivet selv at komme i mål med deres boligdrøm. Eksperternes opgave er at finde og vise boligkøberne tre boliger, der bedst muligt lever op til købernes behov.


Tænk nyt og alternativt

Denne gang er det virkelig nødvendigt for fagfolkene at tænke i nye og alternative baner for at få virkeligheden til at gå op med de medvirkendes drømme.

Eksperterne må endevende boligmarkedet for at finde egnede boliger, der er til salg. Og hvis køberne forelsker sig i en af de tre præsenterede boliger, er seerne med hele vejen - også når eksperterne går i hårde forhandlinger for at få den bedste handel i hus.


Nyt makkerpar

Den fynske ejendomsmægler Sara Lygum har siden første sæson af 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' hjulpet boligsøgende fra hele landet med at finde drømmehjemmet.

Til daglig bor hun i Odense og arbejder som daglig leder i en ejendomsbutik. Med sine 15 års erfaring er hun parat til at guide programseriens medvirkende på det hektiske boligmarked - denne gang i samarbejde med sin nye makker, den jyske ejendomsmægler Christian Borregaard.

Christian Borregaard er medindehaver af tre butikker i Aarhus og har en mangeårig erfaring.


Et ejendomsmarked i vækst

I løbet af den nye sæson af 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' kommer eksperterne Sara og Christian på vidt forskellige opgaver - landet rundt. Og de udfordringer de får, har det til fælles, at det bestemt ikke er blevet nemmere at være boligkøber.

At købe en bolig er for mange den største investering, vi gør i vores liv, men ejendomsmarkedet er i konstant forandring. Som boligsøgende kan det være svært at følge med, og mange oplever, at de må justere deres drømme og ønsker i takt med prisudviklingen.


Endnu en premiere onsdag den 6. april

Efter 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed' har TV 2 endnu en premiere, nemlig programserien 'Verdens dyreste hammerslag'.

Hvis du var så rig, at du kunne købe hvad som helst - hvad ville du så bruge dine penge på? Det har livsstilsekspert Christian Grau sat sig for at undersøge. I et af verdens ældste og fineste auktionshuse kommer han tæt på de passionerede samlere, som for rekordhøje beløb køber nogle af klodens mest unikke værdigenstande.

I premiereprogrammet handler det om ekstremt dyre biler, når der er auktion i New York. Købestærke kunder kan byde på bl.a. Janis Joplins elskede Porsche og ikke mindst auktionens absolutte hovedattraktion: En Ferrari 290 MM fra 1956, som med en vurdering på over 200 millioner danske kroner kan gå hen og blive den dyreste bil nogensinde solgt på auktion.


Foto: Christian Borregaard og Sara Lygum fra 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed'. (Foto: Bo Christensen / TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002