Kontakt os






 

Krøniken tilbage med de sidste to afsnit
Tirsdag 14. november 2006
Af Karsten Jensen
 
I julen 2006 sender DR1 de to uigenkaldeligt sidste afsnit af ’Krøniken’ - den mest populære danske tv-dramaserie i nyere tid. I de sidste to afsnit afrundes den store tv-fortælling om Søs, Ida, Palle - og Danmark.
’Krøniken’ har været en af største danske tv-succeser i nyere tid. Søndag efter søndag har op mod 2,7 millioner danskere siddet klistret til skærmen i selskab med nogle af landets bedste skuespillere, i Stig Thorsboes store familiesaga og tv-fortælling om det moderne Danmark og velfærdsstatens fødsel.

Når DR1 første juledag blænder op for ’Krøniken’s afsnit 21, nærmes afslutningen på historien om Ida, Søs, Palle, Kaj Holger, Karin, Børge, Karen og - ikke mindst - de fire unge, der nu i høj grad er historiens centrale figurer: Idas sønner, Bo og Henrik, Karens datter Emma samt Palle og Søs’ datter, Margrethe.

Serien springer tre år og fortællingen er nået til sommeren 1972, hvor debatten overalt i landet er præget af den forestående afstemning om Danmarks eventuelle indlemmelse i EF. Også i den enkelte familie sætter diskussionerne for og imod EF sig markante spor.

Hjemme hos Kaj Holger og Karin glæder Kaj Holger sig til, at Henrik snart har aftjent sin værnepligt, så han kan aflaste sin farfar på Bella. Kaj Holgers livsværk er - som de øvrige danske tv-fabrikker i disse år - hårdt trængt af den internationale konkurrence, og Kaj Holger er begyndt at vakle i troen på dens overlevelse. Karin, som har døjet med hjerteproblemer, savner Bo, som godt nok har forladt det fjerne Østen, men ikke for at bosætte sig i Danmark. Desuden gør det hende ondt at være vidne til Kaj Holgers meget forskellige måde at behandle de to brødre på.

Mens Ida har valgt at acceptere Henriks store engagement i Bella, forsøger hun ihærdigt at få Bo til at genoptage kontakten til familien, først og fremmest til sin farmor. Ellers er Idas liv præget af ønsket om langt om længe at fuldføre sin universitetsuddannelse. Hun mangler kun sit speciale, men hendes stigende selvstændighed giver til gengæld problemer i forholdet til Søren, som mildest talt begynder at føle sig overset.

Søs og Palle har stadig en spæd kontakt omkring deres datter, Margrethe, men er ellers begge på vej ind i nye forhold. Mens Palles karriere er i fremgang, er Søs på nippet til at resignere i forhold til den mandsdominerede tv-branche. Margrethe drømmer fortsat om at blive skuespiller, selv om Søs gør, hvad hun kan, for at få hende på andre tanker.

Også Karen er optaget af sin datters liv - hun oplever, til sin stigende bekymring og irritation, at Emma efterhånden kun bruger sin tid og opmærksomhed på at servicere sine børn og ikke mindst sin mand. Men så eksploderer det hele hos Børge og Karen, i diskussioner for og imod EF, med ganske store konsekvenser til følge.

De sidste to afsnit af den store tv-fortælling om Ida, Palle, Søs og alle de andre sendes 1. juledag 2006 og den 1. januar 2007, begge dage kl. 20.

Manuskripterne til de to sidste afsnit er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, mens Charlotte Sieling igen har instrueret, denne gang med Rasmus Videbæk som fotograf.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002