Kontakt os






 

Kritik af DR for tendentiøs journalistik om kommercielle konkurrenter
Onsdag 25. april 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Når DR i sine programmer fortæller om reality-tv på konkurrerende tv-stationer, så tilsidesættes journalistiske og etiske regler på DR. I stedet leverer DR en journalistik, som bekræfter myter og fordomme om de kommercielle konkurrenter. Det mener informationschef på SBS Media, Jesper Jürgensen.
DR får hvert år kørt 3,5 milliarder kroner ind på paller. Derfor mener Jesper Jürgensen, at DR burde levere en høj standard af programmer og uafhængig journalistik. Det skriver han i det nye nummer af fagbladet Journalisten.

DR bruger over 50 millioner kroner - eller knap to procent af den samlede licens - til at sende realityprogrammet X Factor, hvor deltagerne bliver sat i en virkelighed skabt af tv. Et program, som dyrker idolkulturen og populærmusikken.

"X Factor er derfor et programformat, som alle andre steder i verden bliver sendt på en kommerciel tv-station," konstaterer Jesper Jürgensen og fortsætter: "Men samtidig med at DR selv gerne vil spille på den kommercielle bane, har DR en interesse i at bekræfte alle fordommene om de kommercielle konkurrenters programmer."

Og så giver Jesper Jürgensen to eksempler:

I december ville DR lave et indslag i '21 søndag' om deltagere i realityprogrammer, og om hvorvidt de kan overskue konsekvenserne af deres deltagelse i et tv-program.

"På SBS blev vi kontaktet for at medvirke i indslaget. DR-journalisten gav indtryk af, at det ville være et afbalanceret indslag, og fremhævede således flere gange, at DR jo også selv laver reality og har reality-programmer med deltagere, som ikke kan overskue konsekvenserne af deres deltagelse," skriver Jesper Jürgensen.

SBS leverede klip til '21 søndag', men det endte med, at det udelukkende var de kommercielle tv-kanaler, der blev hængt ud i indslaget. X Factor blev ikke nævnt med et eneste ord.

DRs forklaring var, at det produktionsselskab der producerer X Factor for DR, ikke ville levere klip til brug i '21 søndag'.

Næste eksempel fra Jesper Jürgensen i hans debatindlæg i Journalisten er fra den 22. marts.

I DRs 'Aftenshowet' ville man lave et indslag om reality-deltagere, fordi direktør for Niels Brocks Handelsskole havde sagt noget om, at tv er fyldt med dumme unge, og at der ikke var nogen, der lavede tv om hendes studerende.

SBS takkede nej til at være med, men sagde, at man havde en deltager fra deres reality-program Big Brother, som selv havde gået på Niels Brock, og som gerne ville deltage i debatten. Den pågældende var netop kommet ud af Big Brother fem dage forinden.

Men redaktionen for Aftenshowet sagde nej tak. "I stedet valgte DR at køre et ensidigt indslag med direktøren fra Niels Brock og afsluttede indslaget med en kommentar om, at SBS havde takket nej til at deltage," skriver Jesper Jürgensen.

Han slutter sit indlæg af med: "Som kommerciel spiller har vi ikke brug for DRs kærlighed. Men vi finder det paradoksalt, at DR tilsidesætter journalistiske og etiske regler for at levere journalistik, som bekræfter myter og fordomme om de kommercielle konkurrenter. That's not reality".


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002