Kontakt os






 

Filmbranche træt af DR og TV 2’s roller
Onsdag 23. juli 2008
Af Karsten Jensen
 
Filmbranchen mener, at DR og TV 2’s indflydelse på filmstøtte er for stor. Producenterne ønsker sig tilbage til de gamle dage hvor Det danske Filminstitut var den udslagsgivende faktor for om en film blev til noget. Film- og tv-branchen har tidligere rost ordningen.
”Tidligere var Det danske Filminstituts støtte ofte udslagsgivende for, om en film blev til noget eller ej, fordi den var størst. Nu ser vi oftere, at vi giver lige så meget som tv-stationerne, og at de nogle gange giver mere,” siger administrerende direktør for Det danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, til Politiken.

Regeringens filmaftale, der trådte i kraft fra 2007, betyder at DR hvert år skal bruge 58 millioner kroner og TV 2 godt 51 millioner kroner på danske spillefilm. Med public service-stationernes filmstøtte opnår de altså stor indflydelse på, hvilke film bliver realiseret.

Før 2007 støttede DR typisk film med 2-3 millioner kroner, men siden er støtten vokset til 5-6 millioner kroner pr. film, forklarer DR’s Ingolf Gabold til avisen. Gabold, der er DR’s dramachef, siger at det er DR’s forpligtelse at støtte både brede og smalle spillefilm.

Tidligere støttede DR kun de enkelte film med 2-3 millioner, men siden 2007 er det beløb vokset til 5-6 millioner, siger Ingolf Gabold. Et beløb, som de fleste film ikke vil kunne finde hos andre, hvis DR hopper fra.

DR’s mediedirektør, Lars Grarup, forklarer til Politiken, at han gerne så, at DR’s bidrag til filmene bliver mindre. Blandt andet fordi man betaler for en vare man ikke umiddelbart får til rådighed. Filmene får nemlig først premiere i biografen og udsendes på DVD inden DR kan vise filmene på tv.

Regeringens filmaftale skal til genforhandling i 2011 og hverken Filminstituttets leder eller DR’s mediedirektør har bud hvordan DR’s indflydelse mindskes, men vil diskutere det i næste forhandlingsrunde.

TV 2 har øremærket penge til film som Det danske Filminstitut ikke er involveret i, hvilket giver anledning til bekymring i instituttet. Berlingske Tidende fremhæver TV 2’s såkaldte Nimbus-aftale, hvor TV 2 på forhånd har bundet 12 millioner kroner om året til film som produktionsselskabet Nimbus Film står for. Film, der ikke skal medfinansieres via Filminstituttet.

”Vi mener, at hele ånden i filmforliget er, at tv-stationerne og Filminstitutionerne går sammen om at løfte projekterne, så vi i fællesskab skaber en passende økonomisk ramme. Det her giver en uhensigtsmæssig måde at bruge pengene på,” siger administrerende direktør i Filminstituttet, Henrik Bo Nielsen, til Berlingske Tidendes Business.dk.

Henrik Bo Nielsen frygter for det filmfaglige og for den optimale spredning i dansk film.


TV 2’s programdirektør, Keld Reinicke, har tidligere over for Berlingske Tidende forklaret den valgte model:

”Det, vi på TV 2 har manglet allermest, er nye talenter, men problemet ved den traditionelle støtteordning er, at man ofte tager de sikre kort – de etablerede navne i filmbranchen. Derfor har vi lavet den aftale med Nimbus, at to ud af fem nøglepositioner i de her film skal være debutanter.”

Aftalen mellem TV 2 og Nimbus Film resulterer i ’Sorte kugler’ med Anders Matthesen og en film der formentlig instrueres af Thomas Vinterberg.



Filmaftalen mellem 2007-2010 i hovedtræk

* Samme antal spillefilm. Det Danske Filminstitut skal fortsat støtte 80-100 spillefilm de næste fire år.

* En ny fordelingsnøgle. Fremover skal støttemidlerne fordeles med mindst 40 % til 60/40-ordningen og mindst 40 % til konsulentordningen.

* Flere indgange til filmstøtten. De to konsulenter på voksenfilmområdet og den ene konsulent på børne- og ungdomsområdet kan fremover behandle alle typer ansøgninger inden for spillefilm til både børn, unge og voksne. Det samme princip er gennemført for kort- og dokumentarfilm og Talentudviklingsordningen.

* Øget samarbejde mellem DR, TV 2 og dansk film. I Medieaftalen for 2007-2010 er fastlagt, at tv-stationerne årligt skal bidrage med i alt 145 mio. kr. til dansk film. Samtlige midler øremærkes til spillefilm, kort- og dokumentarfilm og talentudvikling.

* Talentudvikling inden for fiktion, dokumentarfilm og spil. Samarbejdet mellem DR, TV 2 og Filminstituttet om udvikling af nye talenter udvides, så det omfatter både fiktion og dokumentarfilm. Derudover etableres en ny ordning rettet mod udvikling af spil for børn.

* Fokus på dokumentarfilmen. Koncentration af støttemidlerne til dokumentarfilm. Derudover skal der formuleres en standardkontrakt for samarbejdet med tv-stationerne.

* Det lokale biografmiljø og art cinemas. Fortsat støtte til udvikling af det lokale biografmiljø og til art cinemas.

* Regional filmproduktion. Støtte fra Filminstituttet til regionale filmproduktioner på i alt 28 mio. kr. over den fireårige periode.

* Europæisk perspektiv på fremtidens filmpolitik. Støtte til ny europæisk tænketank om fremtidens filmpolitik.

* Økonomisk ramme for filmaftalen 2007-2010. I perioden 2007-2010 er der hvert år afsat ca. 500 mio. kr. til dansk film, inkl. tv-stationernes bidrag på 145 mio. kr. pr. år.




Nogle af de støttede film:
Det som ingen ved
Det store stjernespring
Disco ormene
Efter brylluppet
Far til fire - på hjemmebane III
Guldhornene
Jungledyret Hugo - fræk som altid
Hvid nat
Kandidaten
Karlas kabale
Kunsten græde i kor
Kærlighed på film


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002