Kontakt os






 

TV 2's analysedirektør kritiserer artikel
Tirsdag 9. oktober 2007
Af Karsten Jensen
 
TV 2-kanalernes samlede seerandel blandt de 19-50-årige med høj og mellemlang uddannelse har været stabil i de seneste år, forklarer TV 2's analyseafdeling. Magasinet Limited Edition skrev i sit seneste nummer en artikel, hvori det bl.a. blev konkluderet, at TV 2 har mistet betydeligt fodfæste blandt højtlønnede og veluddannede danskere. TV 2's analyse- og mediedirektør, Majbritt Krogh, stiller sig uforstående over for resultaterne, der angiveligt skulle være nået via analyser af Gallups seermålinger.
"Det er i bedste fald konklusioner, som er stærkt forsimplede - og i værste fald konklusioner, der er skabt på et datagrundlag, som er alt for lille til at drage konklusioner. Vi har forgæves forsøgt at få opklaret, hvordan Limited Edition kan lave analyse af tv-seningen hos de 19-50-årige med en personlig indkomst over 500.000 kroner om året, når Gallups tv-meterpanel på i alt 2.000 personer kun omfatter 21 personer i denne målgruppe. Enhver statistiker ved, at uanset hvor omhyggeligt man udvælger 21 personer, vil det være utroværdigt at konkludere på baggrund af så få personers forbrug," siger Majbritt Krogh.

TV 2-chefen ser også andre fejlkilder i analysen og artiklen. Limited Edition sammenligner nemlig tv-seningen i hele kalenderår med 2007-tal, der ikke omfatter de sidste knap fire måneder, hvor tv-seningen altid er højere end gennemsnittet for årets første otte måneder. Tv-seningen og tv's dækning stiger generelt i efteråret, når nye programmer kommer på skærmen, i dette efterår f.eks. 'Vild med dans' og 'Forbrydelsen', forklarer TV 2 sig.

Tv-analytikere ved, at tv-seningen svinger i de forskellige år, bl.a. afhængigt af vejret og tv-begivenheder som fodboldslutrunder og store kongelige begivenheder. Set over årene siden 2000 har seerudviklingen - trods de forskellige udsving - været ganske stabil.

"I den situation har Limited Edition taget udgangspunkt i 2002, der er året med den højeste tv-sening - sandsynligvis fordi det er nemmere at finde tilbagegang, når man tager udgangspunkt i det højeste seerniveau. Når bladet konkluderer, at TV 2 har tabt terræn (underforstået siden 2002) blandt 25-50-årige med mellemlang eller høj uddannelse, viser Gallups seermålinger samtidig, at TV 2s seerandel i denne gruppe har været helt stabil siden 2000," siger Majbritt Krogh.

Ifølge analysedirektøren har brugen af TV 2 - trods de årlige udsving - været relativt stabil siden 2000. Samtidig har TV 2 etableret nye kanaler, og hvis man inkluderer seningen på f.eks. TV 2 Zulu, TV 2 FILM og TV 2 NEWS, bruger de 19-50-årige med mellemlang eller høj uddannelse i dag mere tid på TV 2s kanaler end nogensinde tidligere.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002