Kontakt os






 

Kritik af Camre-indslag på TV 2
Tirsdag 14. juni 2011
Af Karsten Jensen
 
TV 2 og seerne fik gammel hakkelse, da Nyhederne tirsdag den 7. juni kl. 22 ukritisk viderebragte en udtalelse fra Dansk Folkepartis Mogens Camre på en måde, så man måtte tro, at der var tale om en dugfrisk skandale. I virkeligheden var der tale om en mindst to år gammel interview-bid fra nederlandsk tv, som Ekstra Bladets tidligere bagsideskribent Michael Jeppesen samme dag havde lagt på sin blog på internettet, forklarer TV 2’s egen seerredaktør, Lars Bennike, i en kritik af sin stationen.
Indslaget blev vist den 7. juni i Nyhederne på TV 2:

”Mogens Camre på hollandsk TV. Her priser han datidens tyske nazi-soldaters opførsel i en kritik af nutidens muslimer. Godaften - så er de sene nyheder i gang,” og videre lød det:

”Tyske soldater under besættelsen opførte sig bedre end muslimske unge i dag. Det siger Dansk Folkepartis Mogens Camre til hollandsk tv”.

En seer rettede henvendelse til TV 2 og gjorde opmærksom på, at indslaget var mindst to år gammel. Seeren, Finn Larsen, skrev:

”Efter at have set det pågældende klip endnu engang, må jeg konstatere at optagelsen er to år gammel(!) Nemlig optaget i 2009 på Mogens Camres EU-kontor.” Larsen finder det også kritisabelt, at Nyhederne ikke oplyste om indslagets alder og TV 2’s egen seerredaktør, Lars Bennike, giver ham ret. Han skriver:

“Jeg er enig med Finn Larsen. Camre forlod EU-parlamentet i juli 2009, og han oplyser selv til undertegnede, at interviewet er optaget flere måneder før han tømte kontoret i Strasbourg.

Efter min opfattelse er det problematisk, at TV 2 Nyhederne serverer historien på en måde, så man som seer får det indtryk, at der er tale om dagsaktuelle udtalelser, når sandheden er en ganske anden.

Det ændrer selvfølgelig ikke på Camres udtalelser – de taler for sig selv. Men han spiller ikke længere den samme fremtrædende rolle i dansk politik, og derfor er det ikke uden relevans, hvornår og i hvilken sammenhæng udtalelserne er fremsat.”

Lars Bennike mener, at det er en farlig trafik at bruge løsrevne klip, som dette, fra internetsitet YouTube. ”Jeg ved, at redaktionen ikke kunne komme i kontakt med Nederland 2 og dermed få oplyst, i hvilken sammenhæng og hvornår udtalelserne var fremsat. Men man kunne da have spurgt Mogens Camre – når man nu ikke havde nogen oplysninger om materialet,” kritiserer han videre.





Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002