Kontakt os






 

Udenlandske priser til DR-finansierede film
Onsdag 27. juni 2007
Af Karsten Jensen
 
Kvinderne bag tre danske kort- og dokumentarfilm, som DR har været med til at finansiere, har alle sikret sig flere internationale priser i løbet af det seneste par uger.
Efter at Eva Mulvad i januar sikrede sig World Cinema-prisen på den prestigefyldte Sundance Filmfestival i Utah i USA for ’Vores lykkes fjender’, har hun netop hentet to priser for samme dokumentarfilm i New York.

På New York Human Rights Watch Film Festival vandt hun prisen ’The Nestor Almendros Award’, og på festivalen Silverdocs fik filmen en Special Mention.

’Vores lykkes fjender’, der er solgt til distribution i USA, følger den kvindelige afghanske politiker Malalai Joyas kamp for at blive valgt til det første demokratiske parlamentsvalg i landet i 30 år i 2005, og den blev vist på DR2 i december 2006.

Også i Australien er der faldet en pris af. Det var til Pernille Rose Grønkjærs film ’The Monastery’, der handler om den nu afdøde Jørgen Lauersen Vig, som for over 50 år siden købte Hesbjerg Slot på Fyn for at gøre det til et kloster. I filmen ser han frem til, at en gruppe russisk ortodokse endelig flytter ind.

På den 54. Sydney Film Festival var det FIPRESCI-prisen for bedste dokumentarfilm, Pernille Rose Grønkjær hjembragte. Prisen bliver uddelt af de internationale filmkritikeres sammenslutning. Filmen har endnu ikke været vist på DR2, men skal efter planen vises på kanalen.

Endelig har Louise Friedbergs kortfilm ’Blodsøstre’, som DR også har licenskroner i via talentudviklingspuljen New Danish Screen, ligeledes sikret sig en international pris, nemlig prisen for bedste europæiske kortfilm. Prisen modtog hun på Arcipelago-festivalen i Rom.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002