Kontakt os






 

Serien 'Forsvar' vender tilbage på TV 2
Mandag 23. august 2004
Af Karsten Jensen
 
Advokatkontoret Frank & Christensen slår igen dørene op, når TV 2 onsdag 25. august 2004 tager hul på tredje sæson af dramaserien ’Forsvar’. Der kæmpes både i privatlivet og i retssalen i ti nye afsnit, hvor kærlighed og retfærdighed for alvor sættes på prøve. Serien byder også på et gensyn med en af de kendte personer fra TV 2-serien ’Hotellet’.
Ny på rollelisten i efteråret er Lene Maria Christensen. Hun er bl.a. kendt fra TV 2s dramaserie ’Hotellet, og nu dukker hun op i rollen som Katrine Lindemark - en blændende dygtig ejendomsadvokat netop hjemvendt fra en karriere i London og på udkig efter et skrivebord blandt ligesindede.

Mikael Frank, kompagnonen CC og de andre på kontoret lader hende flytte ind, men noget tyder på, at hun ikke spiller med åbne kort. Samtidig har advokaterne hver deres at slås med, og familiehemmeligheder dukker op til den ellers så pæne overflade. I retssalene involveres advokaterne i principielle sager, der udfordrer og stiller aktuelle spørgsmål om grænsen mellem mord og aktiv dødshjælp. Om narkosmugling, incest, bedrageri og om den psykiske tilstand hos en hjemvendt soldat fra krigen i Irak.

”Seerne kan godt glæde sig til ti spændende afsnit”, siger TV 2s dramaredaktør Adam Price og fortsætter:

”Vi lægger ud med hvinende bildæk og automatvåben, og vi kan love action og spændende krimiplots. Den kommende sæson sætter nye grænser for, hvor meget advokaterne blander sig i efterforskningen. De involverer sig personligt helt ud til grænsen – også udover af og til. Der bliver vendt op og ned på meget i vores hovedpersoners verden, og så introducerer vi en ny kvindelig karakter, der viser sig at gemme på en ret interessant hemmelighed”.

Den nye sæson af ’Forsvar’ byder på et gensyn med Lars Brygmann, Troels Lyby, Jesper Lohmann og Anette Støvelbæk i rollerne som advokaterne på kontoret Frank & Christensen. Også det unge talent Carsten Bjørnlund er med i efterårets afsnit, som til dels er instrueret af Morten Arnfred.

De ti nye afsnit af dramaserien er skrevet af Ib Kastrup og Jørgen Kastrup. De har begge mange manuskripter på samvittigheden - bl.a. har Ib Kastrup skrevet ’Anja efter Viktor’ og ’Familien Gregersen’, mens Jørgen Kastrup var forfatter på bl.a. ’Kun en pige’, ’Brødrene Mortensens jul’, ’Hotellet’ samt ’Nikolaj og Julie’.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002