Kontakt os






 

Skiftedag for DR korrespondenter - ny mand i Kina og Ole Sippel flytter til Rom
Onsdag 6. april 2005
Af Karsten Jensen
 
En rokade, der omfatter ikke mindre end seks af DRs korrespondentstillinger rundt om i verden og en udvidelse af DRs faste korrespondentnet, er nu på plads. Rokaden indebærer blandt andet, at DRs dækning af EU og Europaparlamentet bliver styrket, at DR nu får en fast korrespondent i Kina og at DRs nye USA-korrespondent for en to-årig periode bliver placeret i New York - det sker med afsæt i Danmarks nye medlemskab af FN’s sikkerhedsråd.
I USA overtager Horisonts redaktør i en årrække, Steffen Gram, stafetten den 1. september efter Kim Bildsøe Lassen, som vender hjem til København. Steffen Gram var første gang korrespondent for tv-aktualitetsafdelingen i Washington fra 1983 til 87 og senere korrespondent i Moskva fra 1990 til 1994. I 1996 overtog han redaktør- og værtsjobbet på Horisont.

Den nye stilling i New York besættes den 1. september af Thomas Falbe-Hansen, som i dag er redaktionschef for P3 Nyheder og tidligere medarbejder på Radioavisens udlandsredaktion. Thomas Falbe-Hansen afløser Hans Jørgen Stadsing, som vender hjem til redaktionen i København.

Steffen Gram og Thomas Falbe-Hansen skal begge arbejde med både radio og tv med fast base i henholdsvis New York og Washington.

DRs Bruxelles-kontor udvides fra det nuværende hold på to faste korrespondenter til tre. Charlotte Harder og Ole Aabenhus er de to nye på holdet, som sammen med Mette Fugl skal sikre en større og bredere dækning af EU, både hvad angår Parlamentet, Kommissionen, Ministerrådet og samspillet mellem det, der besluttes i Bruxelles og det, der foregår i Danmark.

Charlotte Harder tiltræder den 1. januar 2006 efter endt barselsorlov en nyoprettet stilling som EU-koordinator i Bruxelles. Hun skal fremover være med til at sikre stærkere forbindelseslinjer mellem den hjemlige politiske dækning og indlandsdækningen i Radioavis og TV-avisen. Charlotte Harder skal ved siden af sit koordinatorjob deltage i dækningen af EU både på radio og tv i samarbejde med de to øvrige korrespondenter. Hun kommer fra en stilling på TV-avisens udlandsredaktion.

Charlotte Harder boede i Bruxelles fra 1999 til 2001 og har siden beskæftiget sig med EU-stoffet både på indlandsredaktion, på pengeredaktionen og på udlandsredaktionen.
Ole Aabenhus tiltræder i Bruxelles den 1. september 2005 og afløser Christian Juul Howard-Jessen, der efter tre år på posten vender tilbage til København. Ole Aabenhus har også i en årrække på Radioavisens udlandsredaktion beskæftiget sig med EU-stoffet både som reporter og som redaktør og studievært på programmet Debat om EU.

Efter i godt 15 år at have været DRs faste holdepunkt, øjenvidne på stedet og videnbase i Mellemøsten stopper Ole Sippel med udgangen af året og flytter til Rom som freelancer for Radioavisen. Her fra skal han dække Italien og i øvrigt lejlighedsvis bistå med sin store erfaring på reportageture til Mellemøsten.

DRs nye faste Mellemøsten-korrespondent bliver vært på TV-avisen gennem adskillige år, bestyrer af de politiske krydsildsprogrammer ved valget i februar og meget mere, Steffen Kretz. Han var korrespondent for Ekstra Bladet i New York i starten af 1990’erne og kom til TV-avisen i 1993. Han har fra 1995 til 2004 været vært og redaktør af Søndagsmagasinet på DR1 og er i øjeblikket i gang med produktionen af en international interviewserie til tv. Den nye Mellemøst-korrespondent skal lige som Ole Sippel levere til både radio og tv.

Fra 1. oktober i år den erfarne udenrigsreporter Jan Larsen (foto) DRs første faste korrespondent i Kina fra. Indtil han kan tiltræde, fortsætter Gert Holmgaard Nielsen med at holde os løbende dækket ind med nyheder fra Beijing.

Jan Larsen kommer fra TV-avisens udlandsredaktion, hvor han senest har haft Skandinavien som fast ansvarsområde, men han er tillige en erfaren udlandsreporter, der bl.a. senest har dækket situationen i Indonesien efter Tsunami-katatrofen. Hans erfaring omfatter både radio- og tv-produktion samt produktion til udenrigsmagasinet Horisont. Ud over de politiske og menneskelige sider af udlandsreportagen har Jan Larsen beskæftiget sig med økonomi og erhvervsvinkler. Han får nu til opgave at etablere DRs første faste base i Beijing, så danske lyttere og seere får en mulighed for på tættere hold at kunne følge den eksplosive vækst, der sker i Kina i disse år, og hvordan den vil påvirke den globale udvikling.

Med den omlægning, som gennemføres i løbet af dette år, vil DR fra 1. januar 2006 have Danmarks største korrespondentnet i udlandet - med ni fast udstationerede medarbejdere. To i USA, tre i Bruxelles og en korrespondent i henholdsvis Mellemøsten, Kina, Rusland og Berlin. Hertil kommer to rejsende Europa-reportere.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002