Vært på fredagens sene TV-Avis, Line Gertsen, er på benene igen og vel hjemme igen fra hospitalet. Det kom hun lørdag morgen, efter at TV-Avisen fredag aften klokken 21.00 først måtte afbrydes, for siden så at blive helt aflyst.
Line Gertsen fik fredag aften et ildebefindende omkring halvvejs inde i TV-Avisen kl. 21.00. DRs brand- og sikkerhedspersonale blev straks tilkaldt for at give TV-A-værten førstehjælp, og kort tid efter blev hun kørt på hospitalet i ambulance.
"Det var en slem forskrækkelse, men jeg har det godt. Der var varmt i studiet, og jeg havde nok ikke fået drukket tilstrækkeligt i dagens løb. Samtidig er jeg gravid, men heldigvis er alt, som det skal være," siger Line Gertsen, der er glad for de mange søde hilsner, hun har fået, men i øvrigt bare trænger til ro i et par dage.
Line Gertsen har været vært på TV-Avisen i knapt halvandet år. Hun havde premiere i 18.30'eren mandag den 25. februar 2008.
Foto: Line Gertsen (Fotograf: Foto: Agnete Schlichtkrull) |