Kontakt os






 

Tv-pakker stiger i pris - selv om vi ser mindre fjernsyn
Onsdag 22. oktober 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Vi ser mindre og mindre tv på traditionel vis, men alligevel bliver tv-pakkerne dyrere og dyrere. Dårlig konkurrence gør det nemt for udbyderne at skrue priserne opad, lyder kritikken. Samtidig streamer vi mere. En ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at 57 pct. af danskerne streamer tv-programmer.
Fra 2012 til 2013 valgte otte pct. færre danskere at se tv på traditionel vis, fortæller stedfortrædende forskningschef hos DR Medieforskning, Dennis Kristensen, til DR Nyheder. Det er det største enkeltstående fald, der er blevet målt i tv-meter-målingens historie.

Dennis Kristensen mener, at der er god grund til at kæde faldet i traditionelt tv-kiggeri sammen med de nye streaming-tjenester.


Tv-pakker bliver dyrere

Den stigende konkurrence fra streamingtjenesterne får dog ikke tv-udbyderne til at ryste på hænderne, for her stiger priserne på tv-pakkerne.

To af landets største kommercielle udbydere af tv-pakker sætter ved årsskiftet prisen yderligere op. YouSee's store tv-pakke stiger med 6,3 pct. og Stofas store tv-pakke stiger med 4,2 pct. Og flere af Boxers pakker stiger også i pris.

Udbyderne af tv-pakker forklarer det med stigende betaling for ophavsrettigheder, stigende omkostninger til sportsrettigheder, og endelig så stiger prisen for at se TV 2 med hele 17 pct. fra 1. januar.

Men Søren Bo Rasmussen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mener, prisstigningerne er udtryk for, at den er helt gal med konkurrencen på tv-pakke-markedet. Han siger til DR Nyheder:

"Tv-distributørerne skal give forbrugerne større valgfrihed. Politikerne skal sørge for, at alle forbrugere reelt har frit valg og ikke er tvunget til at betale til en særlig pakke, og så skal forbrugerne også komme op af sofaen og sige fra over for de høje priser."




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002