Kontakt os






 

Engelsk dramaserie afløser 'Lykke'
Torsdag 3. marts 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
På søndag den 6. marts sender DR1 sidste afsnit - i denne sæson - af komedien 'Lykke', og dermed lukker DR ned for dansk drama søndag kl. 20 for en periode. I stedet vil DR vise en engelsk dramaserie, der udspilles blandt herskab og tjenestefolk på et engelsk herresæde i 1910'erne.
'Downton Abbey' er titlen på DR1s bud på drama i den populære sendetid søndag kl. 20. Serien er skrevet af den Oscar-belønnede manuskriptforfatter Julian Fellowes. Første afsnit sendes dog allerede lørdag den 12. marts kl. 20. Herefter får serien fast sendetid søndag kl. 20 – andet afsnit vises således allerede den 13. marts.

DR skriver i en pressemeddelelse om serien:

"Det er den 16. april 1912. Herskab og tjenestefolk på det engelske gods Downton Abbey vågner op til en ny dag, men snart vil intet længere være helt som før. Dagens aviser kan nemlig berette, at passagerskibet Titanic er forlist, og inden længe får lord og lady Grantham besked om, at arvingen til Downton Abbey er blandt de omkomne. Så hvem er den nye arving til det smukke herresæde? I hvert fald ikke ægteparrets tre voksne døtre, for arvegangen tillader kun en mandlig arving. Også blandt tjenestefolkene er der postyr. Den beregnende herskabstjener Thomas må se sig forbigået til stillingen som lord Granthams kammertjener. Nu tænker han kun på én ting - nemlig at få vippet sin rival af pinden.

Sådan starter den elegante og vittige engelske dramaserie ’Downton Abbey’, der nu får dansk tv-premiere på DR1. Serien er skrevet Julian Fellowes, forfatteren bag det Oscar-belønnede manuskript til Robert Altmans film ’Gosford Park’. Ligesom ’Gosford Park’ foregår ’Downton Abbey’ på et engelsk herresæde i en tid, hvor skellet mellem høj og lav er knivskarpt, også helt bogstaveligt - ovenpå finder vi husets herskab, nedenunder tjenestefolkene. Det er imidlertid en samfundsstruktur, der lever på lånt tid, og beboerne på Downton Abbey er allerede så småt begyndt at mærke forandringens vinde.

Herskabet udgøres af den sympatiske lord Grantham, hans smukke amerikanske hustru og deres tre giftemodne døtre, foruden lord Granthams traditionsbevidste mor, lady Violet. Snart dukker også den nye arving til Downton Abbey op. Nemlig lord Granthams fjerne slægtning Matthew Crawley, der har fået tildelt et hus i den nærliggende landsby sammen med sin mor, Isobel. Lady Violet lægger ikke skjul på sin foragt for lægesønnen og hans mor med deres middelklassebaggrund. Alligevel kan hun ikke lade være med at trække i trådene i håb om få arrangeret et ægteskab mellem den unge arving og lord Granthams ældste datter, Mary. Det vil nemlig sikre, at Downton Abbey forbliver på den nærmeste families hænder.

Blandt tjenestefolkene regerer den iltre kok mrs Patmore i køkkenet, mens den venlige husholderske mrs Hughes og den korrekte butler Carson er bindeleddet mellem herskab og tjenestefolk. Længere nede i hierarkiet finder vi blandt andre herskabstjeneren Thomas og kammerpigen O’Brien. De har begge to ambitioner om at stige i graderne – og absolut ingen skrupler om hvordan. Og snart får de færten af en hemmelighed, som Mary og lady Grantham nødig vil have frem i lyset.

’Downton Abbey’ mønstrer en imponerende rollebesætning, der blandt andre tæller Hugh Bonneville og Elizabeth McGovern som lord og lady Grantham foruden veteranen Maggie Smith, der er i gnistrende topform som den syrlige lady Violet. Både Hugh Bonneville og Maggie Smith er netop blevet nomineret til den britiske Broadcasting Press Guild-pris for deres præstationer i serien. ’Downton Abbey’ er også nomineret i kategorierne bedste dramaserie og bedste manuskript, og så er den desuden netop blevet indstillet til en Royal Television Society-pris som bedste dramaserie.

Der er foreløbig indspillet syv afsnit af serien, og en række nye er allerede på vej."


For de seere, der hellere vil de 'Lykke' bliver ventetiden lang. Anden sæson af 'Lykke', der består af 8 afsnit, vises nemlig først i begyndelsen af 2012.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002