Kontakt os






 

Økonomi for dummies på DR2
Onsdag 5. september 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Karen Thisted og Huxi Bach er tilbage på DR. Men i stedet for i et underholdningsprogram på P3 - bliver det i en tv-serie om økonomi på DR2. Der er premiere på tirsdag den 11. september kl. 20.30.

Økonomi. Alle snakker om det, men mange ved for lidt. Det er Huxi Bachs påstand, og det har han sammen med Karen Thisted sat sig for at gøre noget ved på DR2. Det skal ske i programserien ’Økonomi for dummies’, hvor målet er at finde svar på nogle af de spørgsmål, der opstår, når man snakker økonomi.

Hvad skal vi bruge bankerne til, hvad er multiplikatoreffekten for en størrelse, og hvorfor trykker vi ikke bare nogle flere penge, nu økonomien halter?

Svarene på de spørgsmål får Huxi Bach blandt andet hjælp til af tre unge økonomer, som giver ham lektioner i, hvordan økonomien hænger sammen. De unge økonomer bruger ofte eksempler til at forklare sammenhængen, og de eksempler bliver levendegjort i form af scener, der bliver fremført af en række kendte skuespillere, bl.a. Camilla Bendix, Troels Malling, Gordon Kennedy og Troels II Munk.


Så kan vi lære det

Redaktør på DR2 Peter Gren Larsen siger om programmet:

”Jeg har aldrig forstået, hvordan den ene finansielle krise efter den anden kan få lov at gentage sig. Det er, som om vi ikke lærer nogen som helst. Tanken med ’Økonomi for dummies’ er netop den, at hvis vi nu alle sammen forstår lidt mere om økonomi, kan vi så ikke fremover undgå at gå i de samme fælder? Det er Huxi og Karen, der sammen med holdet bag ’Spise med Price’, har løst opgaven i en legende og underholdende form.”

Huxi Bach og Karen Thisted har hver deres tilgang til økonomi. Huxi er forsigtig med sine penge og bruger dem på en fornuftig måde, hvorimod Karen er mere impulsiv og ikke altid har overblik over sit forbrug. Heri gemmer sig et af de andre mål med programmet: At finde ud af, hvem af de to der er den bedste samfundsborger.


De dumme spørgsmål

Tilgangen til emnet tager i høj grad udgangspunkt i Huxi Bachs egen sparsommelige viden om økonomi.

”Jeg ved ikke særlig meget om det, og jeg har på fornemmelsen, at der er mange, der har det på samme måde. Derfor vil vi gerne klæde folk bedre på til at snakke om et af tidens varmeste emner. Det gør vi blandt andet ved, at jeg stiller en masse dumme spørgsmål. Og så bruger vi levende eksempler til at gøre det mere underholdende. For jeg vil vove at påstå, at man altid forstår ting bedre, hvis man kan grine lidt af dem,” siger Huxi Bach.

Anders Johansen, der er instruktør og tilrettelægger på ’Økonomi for dummies’, sammenligner ideen bag programmet med en Woody Allen-film fra 1972, der hedder ’Everything you always wanted to know about sex but were afraid to ask.’

”Sex er 'so last year'. Nu er det økonomi, der er hot. Vi har castet økonomerne i programmet meget nøje. Væk er de støvede professorer og kendte økonomansigter. I stedet er vi endt op med tre unge, ukendte økonomer, der alle har en stor passion for deres fag, og som brænder for at gøre det spændende, relevant og underholdende,” siger han.

Hvert program behandler et bestemt økonomisk emne. Første afsnit handler om vækst, og de efterfølgende byder på temaer som arbejdsmarkedet, skat, spekulationer og boligmarkedet.


Foto: 'Økonomi for dummies' med Huxi Bach og Karen Thisted er en anderledes og underholdende serie om økonomi. (Fotograf: Kristian Heiden, DR)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002