"Man morer sig, hygger sig og er godt underholdt" skriver B.T. i dag om DRs nye storsatsning, den 18 afsnit lange 'Nikolaj og Julie', der havde premiere på DR søndag aften. Og seerne var tilsyneladende enige: Hele 1.146.000 så det først afsnit af serien, og programvurderingen var usædvanlig høj - nemlig 4.1. Nikolaj og Julie opnåede en share på 49.3 %.
"Det der løfter 'Nikolaj og Julie' er det vældig livlige og mundgode manuskript, som betyder, at det, vi som seere oplever, ligner virkeligheden - bare sjovere!" skriver B.T., der også beskriver den nye serie som charmerende og vedkommende, og tilføjer: "'Nikolaj og Julie' er et sprællevende og fornøjeligt tv-bidrag til hele den bølge af finder-hinanden-går-fra-hinanden-og-finder-hinanden-igen film, som er dansk films succes-opskrift for tiden. Dens dialoger er næsten så skægge som i 'Den Eneste Ene' og dens personskildringer så vamre som i 'Italiensk For Begyndere'. Bedømt ud fra første afsnit tegner det til kanon-succes."
Berlingske Tidende skriver, at første afsnit næsten var en hel historie i sig selv: Nikolaj er single, så møder han Julie, de får deres drømmehus og et barn. Så kommer dagligdagen og skænderierne, nul sex med konen og et fatalt knald med en kunde. Så skrider konen. Nikolaj står alene tilbage. Dermed er der dog så stadig 17 afsnit til at vinde Sofie Gråbøl tilbage i, og det burde vist også være rigeligt. Berlingske skriver videre: "Starten er lovende, men spørgsmålet er ikke desto mindre, om serien i det lange løb kan kvalificere sig til den brede søndags-succes", skriver avisen og kalder det meste for "enstrenget komedie".
Fyens Stiftstidende kalder 'Nikolaj og Juliie' for fremragende drama, og har kun roser til skuespillerne - ikke mindst de to hovedpersoner Sofie Gråbøl og Peter Mygind. Gråbøls præstation er lige til en TV-Oscar, skriver avisen, der også uddeler roser til seriens forfatter Søren Sveistrup for sit veldrejede nutidige manus i et nutidigt talesprog - og til instruktøren Charlotte Sachs Bostrup, der har har forløst teksten med liv og nærvær.
Information betegner 'Nikolaj og Julie' som et stykke tv-håndværk, der slet ikke når op på højde med f.eks. 'Italiensk for begyndere'.
|