Kontakt os






 

Svensk krimisucces afløser 'Livvagterne'
Tirsdag 3. marts 2009
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Det bliver den svenske kriminalinspektør Maria Wern, der afløser 'Livvagterne' søndag aften kl. 20 på DR1; det sker fra på søndag den 8. marts efter at første sæson af 'Livvagterne' sluttede søndag. Den svenske serie, der består af 4 afsnit, kaldes "en neglebider af en miniserie om mord, bedrag og fugleinfluenza."
Maria Wern er enlig mor til to og kriminalinspektør på den svenske ø Gotland. For et halvt år siden omkom Marias mand og kollega Krister i tjenesten. Lige siden har den unge politikvinde været på orlov, men nu føler hun sig parat til at vende tilbage til jobbet.

Hun får imidlertid ikke nogen blid start. Maria kastes nemlig direkte ud i en drabssag, da en ukendt mand findes likvideret på en af øens smukke strande. Samtidig findes en brevdueejer død på sin gård, mens hans nabo indlægges på hospitalet med voldsomme influenzasymptomer. Epidemologen Jonathan Sauma fastslår, at de begge er ramt af fugleinfluenza. Senere afslører en obduktion, at den døde mand på stranden har rester af fjer i luftvejene. Hvilken forbindelse har han til sagen?

Under Marias ledelse sættes alle ressourcer ind på at kortlægge og begrænse smitten. Den eneste kendte medicin viser sig at være virkningsløs, og efterhånden som der sker flere dødsfald, begynder panikken at brede sig på øen. Alle leder efter syndebukke, naboer bliver hinandens værste fjender, og folk jages fra hus og hjem. Også Maria får svært ved at bevare det professionelle overblik, da hendes egen søn bliver indlagt med influenzasymptomer.

Den svenske serie er baseret på den svenske krimiforfatter Anna Janssons roman 'Fremmed fugl' og blev en stor seersucces i hjemlandet sidste efterår. Første afsnit blev således set af ikke færre end 1.4 millioner seere.

Rollen som Maria Wern spilles af Eva Röse og serien er instrueret af Erik Leijonborg efter manuskript af Fredrik T. Olsson.


Foto: kriminalinspektør Maria Wern spillet af Eva Röse. (Fotocredit: Nordisk Film)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002