Kontakt os






 

DR2 går 'Bag sløret' i tre ugers sommertema
Onsdag 14. juni 2006
Af Karsten Jensen
 
Det er efterhånden blevet lidt af en tradition, at DR2 bruger sommerperioden til at dykke ekstra grundigt ned i et emne og komme godt rundt om en sag i et ”mega-tema”.
Og sådan bliver det også i år, hvor DR2 går ’Bag sløret’ i sit sommertema af samme navn. Her sætter kanalen fokus på Mellemøstens kvinder og på de historier, der normalt ikke bliver fortalt om mellemøstlige kvinders dagligdag og drømme.

”De fortællinger, vi får fra Mellemøsten, handler næsten udelukkende om krig, terror og ødelæggelse og begrænser sig til korte indslag i nyhedsformidlingen. Måske glemmer vi, at kvinder i Mellemøsten også lever et dagligt liv, der på mange måder ligner vores i Vesten,” siger DR2-chef Gitte Rabøl, der tilføjer:

”Mellemøsten er rykket nærmere, men hvad ved vi om hverdagslivet i Mellemøsten? I vores tema lader vi en række kvinder fortælle deres personlige og nogle gange overraskende beretninger om livet i regionen.”

I de tre temauger, der bliver indledt på DR2 den 26. juni, overlader DR2 skærmen til en bred vifte af meget forskellige kvinder fra Mellemøsten, og det er for eksempel franske og israelske dokumentarer, der bliver vist.

I et af programmerne fortæller en kvinde fra Iran om, at hun vil skilles fra sin mand, fordi han er impotent. Og i udsendelsen ’Køreskole - nu også for kvinder’ følges livet på den første køreskole for kvinder i Afghanistan siden Taleban-styrets fald.

I programmet ’Tavshed er ikke guld!” fortæller tre israelske kvinder om at være lesbisk, når man er dybt rodfæstet i det ultraortodokse jødiske samfund i Jerusalem, og temaet byder blandt meget andet også på en fransk dokumentar fra Yemens hovedstad Sanaa, hvor den 13-årige Najmia med sin hestehale er en levende provakation, fordi hun nægter at bære slør, spiller fodbold med drengene og kører på cykel...


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002