Det danske produktionsselskab Babyfoot har igen skabt et tv-format som udlandet har vist interesse for. Senest har man solgt formatet ’Don’t Date Him Girl’ til USA.
Babyfoot har blandt andet tidligere opnået stor succes med formatet ’How To Survive A Japanese Game Show’ i udlandet, og nu meddeler det danske selskab til tvnyt.com, at endnu et format er solgt, nemlig formatet ’Don’t Date Him Girl’, der distribueres gennem Nordisk Film.
Showet handler i alt sin enkelthed om en et datingprogram, hvor en kvindelig deltager stilles overfor tre mænd med meget – meget – høj selvtillid. De mandlige deltageres ekskærester deltager også i programmet, hvilket naturligvis skaber nye situationer i kombination af, at den kvindelige deltager får hjælp af sine medbragte veninder.
Den kvindelige deltager skal ved programmets slutning udvælge én mand, som hun kan tage med på en rejse, men finder hun ikke nogle af mændene interessante er hun frit stillet til at tage sine veninder med på rejsen i stedet.
|