Kontakt os






 

’Danskernes Akademi’ åbner på mandag
Torsdag 7. januar 2010
Af Karsten Jensen
 
Nu åbner DR2 den akademiske verdens skatkammer af viden for alle, der ikke fik 10 i snit. ’Danskernes Akademi’ giver fra på mandag den 11. januar seerne og brugerne adgang til forskningsmiljøerne og de fremmeste forelæsere.

I det nye år byder DR2 nemlig på en ny programflade på tværs af tv og internet, og fladen er både for dem, der aldrig kom på universitet, men som altid har været nysgerrige på akademisk viden, og for dem, der allerede har et lystbetonet forhold til spændende forelæsninger om alt fra filosofi til ernæring.

’Danskernes Akademi’ bliver sendt på DR2 mandag-torsdag fra klokken 14-16, og det har sit eget website på dr.dk/akademi. Hvert tv-program har sit eget tema, som bliver behandlet gennem forelæsninger med nogle af de mest vidende forskere inden for emnet fra såvel universiteterne som landets øvrige forskningsmiljøer. Det hele bliver kombineret med samtaler, interviews samt danske og udenlandske dokumentarer, som supplerer og perspektiverer dagens emne. Og på dr.dk/akademi bliver det muligt at hente de forelæsninger, der har været sendt på tv, som podcast.

"Det er en oplagt opgave for en public service-kanal som DR2 at sætte sig i spidsen for Danskernes Akademi, som forhåbentligt kan udvikle sig til Danmarks største folkeoplysningsprojekt. Vi ser det som vores opgave at åbne den fond af viden, der skabes i forskningsmiljøerne for befolkningen. Universiteterne har pligt til at formidle deres viden til befolkningen. Og i befolkningen er der et begær efter viden. Med daglige udsendelser på DR2 og et stort site på dr.dk kan vi gøre en unik indsats for folkeoplysningen," siger DR2's kanalchef, Arne Notkin.

Han understreger, at forelæserne selvfølgelig gør sig umage med formidlingen, men der bliver ikke lagt fingre imellem, hvad angår vidensniveauet eller lixtallet:

"Man skal ikke undervurdere hverken seerne eller forelæserne. Tværtimod er det vigtigt, at vi her leverer den ægte vare; et reelt indblik i den nyeste viden og indsigt, som udvikles i de danske forskningsmiljøer. Vi vil gerne tilbyde en form for folkeuniversitet i fjernsynsudgave, som udnytter mediets muligheder, og hvor borgere og forskere kan få glæde af hinanden - uden filter," siger Arne Notkin.

Danskernes Akademi bliver indviet på mandag klokken 14 med en direkte dobbeltforelæsning på DR2, med sociologen Henrik Dahl og astrofysikeren Anja C. Andersen på talerstolen.

Videnskabsminister Helge Sander er gæstetaler, og han vil markere den officielle åbning af akademiet. Tine Götzsche, kendt fra DR2 Udland præsenterer ’Danskernes Akademi’ på premiere dagen.

Indholdet i ’Danskernes Akademi’ vil spænde særdeles vidt, fra psykologi over kultur til historiske perioder, teknologi samt aktuelle emner og verserende debatter, der går på tværs af forskningsdiscipliner og faggrænser.

’Danskernes Akademi’ er opstået som et samarbejde mellem DR, universiteterne, de øvrige forskningsinstitutioner og andre vidensformidlere.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002