Kontakt os






 

TV3 premiere på ’Du er hvad du spiser’
Torsdag 7. april 2005
Af Karsten Jensen
 
Fedme og overvægt er blevet den sørgelige hverdags- kost for mange danskere, og der advares om "ameri- kanske tilstande" med overvægtige børn, manglende motion og en eksplosion i antallet af fede danskere. TV3 lancerer nu en ny, dansk-produceret dokumentarserie ’Du er hvad du spiser’, der netop sætter netop fokus på danskernes usunde livsstil ved igennem seks programmer at gå helt tæt på en række danske familier, som alle tager kampen op for at smide både kilo og den usunde livsstil. Målet er et suverænt sundere liv for både deltagerne og seerne.
I programmerne får en række danskere med lidt for mange kilo på sidebenene og en generel lidt for usund levevis hjælp fra kostvejleder Lene Hansson, der med udgangspunkt i personernes nuværende madvaner, vil hjælpe med at omlægge kosten. Lene Hansson følger personerne intenst i otte uger og hjælper dem til en sundere livsstil med såvel vægttab og forøget livskvalitet til følge.

I premiereprogrammet, torsdag den 21. april, får seerne lov til at komme tæt på familien Bees/Hansen med moderen Conni, faderen Mads og parrets tre børn. De ønsker alle at frigøre sig fra bl.a. den daglige cola, der sågar nydes i løbet af natten samt den daglige pose chips, der gerne konsumeres foran flimmerkassen i soveværelset. Hvor usunde, deres madvaner reelt er, går først op for dem, da programmet tager fat i deres levevis på en overraskende facon ved at vise familien, hvad de reelt indtager i løbet af en uge - præsenteret på et stort bord. Familien går nærmest i chok, da det går op for dem, at de eksempelvis konsumerer over 2.000 stykker sukker om ugen! I hvert program møder seerne en ny familie med kostmæssige udfordringer - eksempelvis Maja på 29 år, der har en stor forkærlighed for alt fra slik, chips, kage, bananer med puddersukker til pandekager med is...

Programmets kostvejleder, Lene Hansson (foto), er en af Danmarks førende slanke-eksperter. Hun arbejder som kursus- og uddannelsesvejleder i DGI-byen og har blandt andet skrevet bøger om emnet. Derudover er hun kendt som en vidtfavnende helseskribent i mange aviser og magasiner heriblandt B.T. og Femina.

Programrækken vil ud over at skildre en række danskeres vej til et sundere liv være en god inspirationskilde til seerne for selv at påbegynde en sundere tilværelse med dertilhørende tips og råd om alt fra sammensætning af den rigtige kost til gode råvarer og forskellige motionsformer.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002