Kontakt os






 

Discovery fortsætter oprustning
Torsdag 12. maj 2005
Af Karsten Jensen
 
De fleste tv-seere, der modtager deres kanaler enten via parabol eller kabel, kender Discovery Channel. Kendskabsprocenten til kanalen er ganske høj, men skal være højere. Discovery er i gang med en oprustning og involverer sig lokalt. Det sker med en strategi, der betyder at Discovery i Danmark og Norden kan betragtes som en ’rigtig’ tv-station. Det oplyser country manager, Jan W. Andreassen til tvnyt.com.
”Gennem det sidste halve års tid har vi udvidet vores organisation så vi nu her på Bredgade i København beskæftiger 24 medarbejdere mod tidligere ni medarbejdere. Discovery Channel oplever på lokalt plan en stor udvikling og vi har udvidet inden for salg, marketing, research og har i dag vores egen programplanlægger og er således ikke bare et nordisk vindue”, forklarer Jan W. Andreassen til tvnyt.com.

Når Discovery her i Danmark selv foretager programplanlægningen, er det fordi hovedafdelingen har ønsket, at beslutningerne fremover i højere grad skal træffes decentralt. ”Vi er tættere på markedet og derfor er det hensigtsmæssigt vi også lokalt laver programplanlægningen”, lyder det fra den danske direktør, hvis opgave lige nu blandt andet består i at styrke Discovery Channels danske position:

”Lige nu søger vi to medarbejdere til at lave promoer. Altså to medarbejdere, der skal producere de danske spots for vores programmer”. Hidtil har disse promoer ikke været produceret af den danske afdeling af Discovery Channel, men dette er et blandt mange nye tiltag stationen gør for at styrke sin danske position og dermed gøre stationen mere ’lokal’ – og dermed mere ’dansk’. Fremover produceres der promoer lokalt for Norge, Sverige og Danmark.

”Discovery Channel er nu på vej til at blive en fulddreven tv-station på lokalt plan, forklarer Andreassen, der dog understreger, at man ikke selv agter at gå i gang med at producere programmer: ”Vi kigger meget på eksterne lokale programproducenter som vi kan få produceret programmer med”, og forklarer, at man heller ikke har planer om at drive egne produktionsselskaber som andre tv-stationer gør.

Hvis Discovery Channel skal producere danske programmer skal de produceres så de også har interesse for seerne i resten af Europa. Det er nemlig meningen, at de programmer som stationen vil lave også skal kunne vises på de andre og eksisterende Discovery-kanaler.

”Foreløbig er der ikke indgået nogen dansk aftale, men Discovery Networks Europe har kontakt med nogle hollandske producenter. I fremtiden kan der blive tale om programmer der bliver sprog-versioneret til de enkelte markeder.

I England laves der jævnligt co-produktioner mellem Discovery Channel og blandt andet BBC, og det er ikke utænkeligt at et sådan samarbejde kan finde sted i Norden, altså mellem Discovery og nationale stationer, eksempelvis DR eller TV 2, der begge er begyndt at producere dokumentarprogrammer der vises uden for Danmark. Men Jan W. Andreassen understreger overfor tvnyt.com, at der ikke bliver ansat studieværter til stationen: ”Nej, vi vil aldrig selv producere programmer, kun promoer. Vi vil heller ikke ansætte studieværter. Laver vi en co-produktion kommer det til at foregå på den måde, at selve interviewene fortsat bliver på engelsk, mens vi får en dansker (skuespiller, journalist eller voice-over-talent. red) til at fortælle historien.”

I Danmark kan vi på Discovery Channel fremover også komme til at opleve flere tema-uger eller eksempelvis en tema-weekend ligesom man vil programsætte serier mere fast end tidligere: ”Ved at programlægge programserier f.eks mandag til fredag mellem klokken 20-21 kan vi opnå, at vi får flere seere”, oplyser Andreassen til tvnyt.com.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002